Ny forskning afslører: Intet er relativt
Gamle Albert var fuld af løgn, var han

Virkeligheden er som en god vodka: den er Absolut.
Det kan CERN rapportere efter et stort forskningsprojekt, der har involveret mange rutsjeture gennem partikelacceleratoreren. Studiet, der er blevet til i samarbejde med Oxford Universitet, Den Katolske Kirke og Horsens Pilefletterlaug, er det mest omfattende af sin slags til dato, og kan endegyldigt bevise at intet er relativt.
Intet. Ikke noget som helst. Nada. Ikke relativt. Nope.
Ikke ét objekt i bevægelses hastighed, målt i forhold til et andet objekt i bevægelse. Det giver slet ikke mening at måle på den måde. Et objekt bevæger sig enten langsomt, hurtigt eller ved supersonisk zip-wow hyperdrive power (den højeste hastighed). Og uanset hvad, er det så absolut absolut.
Det er heller ikke relativt, når dig og din kæreste har to helt forskellige oplevelser af hvad der skete, da din kone kom hjem før tid. Ej heller er det relativt om glasset er halvt fuldt eller halvt tomt. Eller hvornår en banan er for brun til at spise.
Alting har helt konkrete, objektive, målbare og fremfor alt absolutte svar.
I ovenstående tilfælde var svarene: det gik fremragende, glasset er helt tomt, og aldrig.
Vi har været så heldige at vi har kunnet købe et interview med forskningsprojektet chefforskermand, Alfred Zweistein, der har indvilget i at give os et par absolutte svar om studiets resultater.
Jeg starter med at række ham et glas lunkent vand, og spørger ham om det er koldt eller varmt.
“Iskoldt,” svarer han mig kontant, og minsandten om han ikke har ret. Er videnskaben ikke fortræffelig?
Dernæst har jeg en lang række spørgsmål om metode, dataindsamling, måleteknik og diskursiv praksis. Før jeg når at stille et eneste af disse spørgsmål, rækker den virile Professor Zweistein mig et på forhånd udprintet ark med svaret på alle mine spørgsmål.
Svaret er “Ja.” Dejligt når videnskaben har en positiv indstilling.
Før jeg kan nå at sige mere, skynder Zweistein sig at fremhæve endnu et eksempel på noget, der bestemt ikke er relativt, og som der kun er ét gyldigt perspektiv på. Hvad der skete den nat, på det hotelværelse, med den person, som han ikke vil nævne ved navn, men som han meget insisterende sørger for at understrege ikke har ret i noget af det, de siger, fordi virkeligheden er objektiv, og hans egne minder om den aften derfor er absolut sande og fyldestgørende, og hvis andre så kommer og påstår noget andet, noget fordækt og moralsk flosset, er det jo åbenlyst fordi den person tager absolut fejl, fordi det strider imod Professorens absolutte mangel på at mene at visse personer har sagt visse ting og strittet imod og ikke har været entusiastiske nok og det er umuligt for nogen at vide hvor de håndjern kom fra, og det er videnskabeligt bevist at samtykke er en myte…
Denne artikel er kun tilgængelig for abonnenter.
Abonner på Magasinet Kunstnerisk i dag, og få adgang til podcasts, video, stories og vores komplette arkiv af spændende artikler og anmeldelser
Du bliver et mere lykkeligt og kulturelt acceptabelt menneske, hvis du giver os dine penge!
Køb abonnementAbonnerer du allerede? Log ind