Kunst på samlebånd
To iværksættere fra Horsens har forenet den kreative proces med moderne storproduktion
I en mindre fabrikshal i industrikvarteret syd for Horsens, er lyset aldrig slukket. Her skabes kunst, på en højeffektiv, agil og udbyttemaksimeret måde. På en regnvåd forårsmorgen besøger jeg Industrial Art Productions, der har forstået at sætte den kreative proces i system.
Poul Gunnar Mikkelsen, den ene af fabrikkens to stiftere og ejere, viser mig rundt. “Det der med kunst og kreativitet, det har vi sådan set bare ordnet her,” fortæller han mig. “Alt det hejs med guddommelige indfald og inspiration fra egne oplevelser, det er egentlig bare noget pjat, den professionelle klasse af kunstnere har fundet på, for at skabe et brand omkring deres produktion, og opretholde et kunstigt monopol. Og der kan man sige, det er så dét, vi bryder med her på fabrikken. Vi gør det sgu’ bare – producerer stabile kunstværker med høj kreativitet og lave produktionsomkostninger, på en konkurrencedygtig måde. Det er egentlig bare at cutte det der egotrip, og så gøre det på markedsvilkår.”
På Industrial Art Productions’ fabrik har man lavet en systematik omkring produktionen, så alle de ansatte ved hvilken skaberrolle, de har. Det er det gode, gamle samlebåndsprincip, der er taget i brug. “Det er veltestet, jo,” griner Mikkelsen. “Hvis det virker for biler, hvorfor skulle det så ikke virke for billedekunst?”
Til højre for mig sidder en midaldrende kvinde og maler brede røde striber på lærred efter lærred. Efter hende sidder en mand og maler et udvalg af karikerede englefigurer på lærrederne. Jeg prøver først at spørge kvinden om arbejdet, men hun taler kun polsk. Manden fortæller mig, at de er ved at iterere gennem idé-cluster #3145, der er sat til færdig levering næste uge. Til den tid kommer der til at stå 200 unikke malerier i Lagerhal B, der udforsker tematikker om døden, tabet af uskylden og længslen efter et falmende glansbillede af en lykkelig barndom. Jeg prøver at spørge nærmere ind til det spændende motiv, men han kan ikke fortælle mig meget mere. “Jeg følger bare specifikationen,” siger han. “Designet og skemalægningen af det udførende arbejde foretages i Udviklingsafdelingen.”
Den skabende proces er altså inddelt i faser, der håndteres af forskellige afdelinger på fabrikken. Men hvordan opstår ideerne til malerierne, skulpturerne, kompositionerne, teaterstykkerne, digtene, og alt det andet, som IAP producerer? Poul Gunnar Mikkelsen vil ikke afsløre alt for meget om selve den kreative proces, da det falder under forretningshemmeligheder. “Vi skal jo trods alt beskytte vores plads på markedet,” siger han, men indvilger i at løfte sløret for dele af processen.
Det involerer regneark, statistiske modeller, AI-modeller, samt ideation jam sessions med kunsthistorikere, materialeproducenter, auktionariusser og en roterende gruppe af eksterne konsulenter. På 2. sal ligger fabrikkens Udviklingsafdeling, og her er stemningen dybt seriøs. Det første, mit øje fanger i det åbne kontorlandskab, er et stort Scrum-board…
Denne artikel er kun tilgængelig for abonnenter.
Abonner på Magasinet Kunstnerisk i dag, og få adgang til podcasts, video, stories og vores komplette arkiv af spændende artikler og anmeldelser
Du bliver et mere lykkeligt og kulturelt acceptabelt menneske, hvis du giver os dine penge!
Køb abonnementAbonnerer du allerede? Log ind