Radikaliseret af YouTube: Morten blev vild med ananas på sin pizza

Det er ikke første gang, det er sket. Når man har set en video på YouTube, afspilles der automatisk en mere. Den er automatisk udvalgt af algoritmen, specielt udvalgt til dig, og optimeret til at fange din opmærksomhed, så du ikke stopper med at se med. Og på den Google-ejede videoplatform, har det vist sig at ekstremt indhold er det bedste til at holde folks opmærksomhed. Lad algoritmen styre showet, og du ender lynhurtigt i selskab med Rasmus Paludan, Ben Shapiro eller Fie Laursen. Se én, og den vil blive ved med at anbefale det. Og du er godt på vej til at blive radikaliseret af den ydre højrefløjs ideologi.

Det sker igen og igen. Det er sådan Stram Kurs næsten kom i Folketinget, og det er en af grundene til at Donald Trump blev præsident i 2016.

Men situationen er eskaleret til et kritisk og eksistenstruende niveau. Det er ikke længere blot facisme, hyggenazisme, antifeminisme, QAnon og andre mere eller mindre uskadelige mentale sysler i den dur, der promoveres på YouTube. For nyligt er det blevet meget, meget værre.

Mød Morten Pedersen fra Viborg. For blot to år siden, var han et sundt og velfungerende medlem af samfundet. Han var normal. Og han var lykkelig.

Spring fremad til nu, og hans liv er blevet ødelagt af YouTube og de ekstremistiske ideer, som algoritmen har udvalgt til ham. Efter et halvt år i mørket, er Morten nu klar til at stå frem med den destruktive indvirkning, som platformen har haft på ham, i håb om at det kan hjælpe andre med at undgå den samme skæbne.

“Jeg havde det jo godt før,” fortæller en stærkt berørt Morten Pedersen mig. “Jeg var glad, og jeg spiste normalt. Men så blev jeg lidt interesseret i surdej, og så nogle videoer om at bage brød. Det førte så til videoer om pizzadej, og pludselig var min YouTube propfuld af madlavningsvideoer. Og en dag gik den så automatisk i gang med at spille en video om pizza med ananas på. Det var så dér, min deroute begyndte.”

Til at starte med, reagerede han som alle fornuftige mennesker: med dyb afsky og opkastfornemmelser ved tanken om at nogen kunne finde på at gøre noget så frastødende og uetisk. Han opsøgte også flere videoer med YouTubere, der i detaljer gennemgik grundene til at ananaspizza er forkasteligt og en trussel mod det vestlige liberale demokrati.

Men det hjalp ikke. YouTube viste ham ufortrødent vejledninger til at bage den bedste Hawaii-pizza, og begejstrede smagstests. Og en skønne dag følte han så at han var nødt til at prøve det.

“Den første gang dér – der var det jo bare for at få bekræftet overfor mig selv at det virkelig var så ulækkert, som jeg jo godt vidste, det var. Jeg skulle sikre mig at jeg stadig var ved forstanden. Og det var godt nok også fælt. Jeg var sygemeldt hele den næste uge, og lå bare og kastede op. Men så var der alligevel noget, der kaldte mig tilbage til det. Mentalt tror jeg allerede skaden var sket. Radikaliseringen havde slået rod. Så jeg prøvede det igen et par uger senere, og det var som om det var mindre ulækkert det. Mit system var begyndt at opbygge en tolerance, og der skulle større mængder til, før jeg fik den opkastfornemmelse, som jeg vidste at jeg burde få. Og det var sådan, jeg endte med at spise større og større mængder af ananaspizza. Ja, nogle gange spiste jeg faktisk hele pizzaen – endda skorpen!”

Hvordan påvirkede det dig psykisk i dagligdagen?

“Jamen, der opstod jo en større og større afstand mellem mig og mine nærmeste. I starten skammede jeg mig jo, så jeg trak mig væk fra mine venner og min familie, og begyndte at spise alle mine måltider alene. Det var en mørk hemmelighed, som ingen måtte opdage, og det skabte en distance mellem mig og min omverden.”

Så du levede et dobbeltliv?

“Jeg levede et dobbeltliv. Og så begyndte det forfærdelige, det utænkelige jo at ske. Jeg begyndte at kunne lide smagen. Jeg begyndte rent faktisk at nyde smagen af ananas på pizzaen. Det skete så gradvist, at jeg knap nok ænsede det. Det blev noget, jeg gik og glædede mig til.”

Det lyder fuldstændigt vanvittigt, hvis jeg skal være helt ærlig. Kan du måske prøve at forklare hvordan det føltes, så vores læsere kan forestille sig hvordan det føles at være så radikaliseret og udenfor den gode smags rækkevidde?

“Det er svært at beskrive. Jeg tror det var kontrasten mellem de mere salte og fede smage fra skinken og osten, og så det søde, friske pift fra ananassen. Det gav ligesom noget dynamik og spænding i spiseoplevelsen – en større palette af smag og konsistens. Jeg ved godt, det lyder helt gak.”

Ja, det gør det godt nok. Men det lykkedes dig jo så at bryde ud af den onde cirkel af misbrug og ekstremistisk indhold. Kan du sætte nogle ord på, hvad der skete?

“Det var til min mors fødselsdag, hvor hun havde inviteret hele familien på pizzaria. Jeg prøvede altid at undgå den slags situationer, men her kunne jeg så ikke melde fra. Egentlig ville jeg gerne bare flyve under radaren og passe ind med de andre, så jeg havde tænkt mig at bestille en slags pizza, som de andre ville syntes var normal. For eksempel en med pomfritter og bernaisesovs på. Jeg ville undgå konflikten. Men da det så kom til stykket, så kunne jeg ikke modstå fristelsen, og ikke fornægte den person, jeg efterhånden var blevet. Så jeg bestilte en Hawaii-pizza. Og der var jo så en pinlig tavshed ved bordet. Jeg tror nogle af dem havde regnet ud, hvad der foregik med mig, og de havde diskuteret det. Ingen sagde noget, eller så på mig. Og så fór djævlen i mig, og jeg begyndte at forsvare mit nye verdenssyn og livsstil. På en måde var jeg stolt af at kunne lide ananas på min pizza – det var en slags korstog, en hemmelig sandhed, jeg havde opdaget.”

Og hvad skete der så?

“Jeg spiste min pizza. Jeg nød den. Men da jeg tog hjem, alene, kunne jeg godt mærke at noget var galt. Og et par dage senere kom mine forældre og min søster så hjem til mig, og tog en alvorlig snak med mig. Jeg protesterede i starten, men de nåede så alligevel igennem til mig. De fandt det gamle mig, som jeg troede var tabt for evigt. Og de fik mig overtalt til at søge hjælp. Og det er så her jeg er nu, efter flere måneders psykologibehandling. Jeg er blevet afradikaliseret og depogrammeret fra den destruktive dagsorden, der havde ødelagt mit liv. Men jeg bliver nok aldrig helt rask.”

Har du indset hvor dybt ulækkert det er med ananas på pizza?

“Ja. Det har jeg. Nogle gange er der en stemme bag i hovedet, der lokker lidt, men jeg har lært at lukke den ude.”

Hvor er du så nu i dit liv?

“Jeg har dedikeret mit liv til at bekæmpe ekstremismen i alle dens former. Islamisme, facisme, Hawaii-pizza, slam-poesi, det hele. Jeg er blevet aktivist og rettighedsforkæmper, og kæmper for at få indført lovgivning, der forhindrer det, der skete for mig. Den måde som YouTube og de sociale medier skaber en platform for ekstremt indhold, og tilmed promoverer det, må og skal stoppes. Jeg vil ikke lade andre svage individer få smag for pizza med ananas på.”

Tak for din tid, Morten.

Morten Pedersen holder foredrag landet rundt, og er snart klar med bogen Djævlens Frugt: Hvordan YouTube Gav Mig En Dårlig Smag I Munden på forlaget Gutkind.