Er Beethovens første studiealbum en overset klassiker?

Ludwig van Beethoven anses i dag som en af musikkens tunge drenge, men de færreste ved at da hans første single udkom, skrabede den ikke engang bunden af hitlisterne. Det var først med ørehængeren Strygertrio i E♭-dur, at folk begyndte at få øje på den unge Ludwigs flair for lækre hooks. Da Klaverkoncert nr. 1 i C-dur udkom i 1795, var han allerede uundgåelig og bredt anerkendt som en knivskarp hit-mager.

Men før det, udgav han sit første studiealbum, det selvbetitlede Ludwig van Beethoven. Ved dets udgivelse, var hverken anmeldere eller publikum imponerede, og det beskrives ofte som et famlende, men sporadisk interessant eksperiment. Pladeselskabet fejede det hurtigt til side, for at promovere hans langt mere kommercielle Symfoni nr. 1 i C-dur, der udkom i 1800. Efter sigende var Beethoven aldrig helt selv tilfreds med albummet, der efter alt at dømme blev produceret under tidspres, og han opførte også sjælden værker fra det til sine koncerter.

Selvom det aldrig blev elsket af det bredere publikum, har det dog længe haft en status som kultfavorit blandt hans mest hardcore fans. Men er det fordi, de bare ukritisk elsker alt hvad manden skabte – eller er der noget overset guld i albummet?

Det undersøger vi i denne artikel. Vi går gennem numrene, ét efter ét, og dykker ned i hvad der virker, hvad der absolut ikke gør, og hvor der er noget ubestrideligt potentiale, der bare aldrig helt kom til at sidde i skabet. Og så fælder vi den endelige dom, og så forestiller vi os det album, vi kunne have fået.

#1 Cellosonate nr. 1 i F-dur

Det starter ret langsomt og gumpetungt. Men i løbet af første sats når den da at få lidt vind under sejlene. Det her var en af de første cellosonater af sin slags, og det skal den da have et par point for, men alt i alt…