Eva vil gøre Afrikas løver til veganere
Tofu forventes at kunne afvænne de store katte fra deres uetiske kødspisning
Fremtiden er plantebaseret kost. At spise kød hører fortiden til. Det bliver vi tit og ofte fortalt. Og mange har da også trodset deres væmmelse, og smagt på en falafel, en Beyond-burger, eller sågar en broccoli. Flere og flere lever helt vegetarisk eller vegansk.
Men der er et kæmpestort skyggetal i optællingen af de egoistiske, klodedræbende kødspisere:
Dyrene.
Vores kæledyr – hunde, katte, ildere, bævere, og så videre – dem kan vi gøre noget ved. Dem kan vi bespise med plantebaserede foderprodukter og ukødelige madagtige substanser. Men de vilde dyr er straks en sværere sag. De er udenfor menneskenes kontrollerende knytnæves rækkevidde.
Heldigvis er der dog helte i verden, der (modsat os andre) handler og tager kampen op med de problemer, der truer jorden i disse dage.
Jeg taler med en af disse, Eva Grundwold, over en okay Facetime-forbindelse til hendes lejlighed i Zimbabwe. 21 år gammel, fuld af en idealistisk ild, eventyrlysten, og nogenlunde attraktiv at se på (hvis man er til den slags). Hun fortæller mig om sit stort anlagte projekt, der netop har modtaget 13 millioner kroner i støtte fra World Environment Sustainability Protection Alliance (WESPA).
“Det handler basically om at transformere verden, og gøre en positiv forskel, ikke?” fortæller hun mig, ivrigt og opstemt. “Vi har nogle mega akutte problemer på globalt plan, fordi der stadig findes nogle få, der ikke er veganere. Og det er dér, jeg indså at jeg kunne gøre den dér forskel. Det kunne være mig, der redder jorden. Det synes jeg var sådan rimelig okay.”
Kan du kort beskrive dit projekt?
“Ja, der er jo så stadig nogle få, der ikke er veganere. Blandt mennesker tror jeg vi er ved at være godt i mål. Gennem en systematisk udskamning og ved at være nogle kanongode forbilleder, har veganerbevægelsen efterhånden fået overbevist verdens befolkning om at ost er helt ekstremt ulæks, og rullepølse er en krigsforbrydelse. Alle mennesker er efterhånden på vores side, så det er jo lidt en sejr. Men det er bare ikke nok. For så er der jo alle de her dyr, der bare drikker mælk, spiser kød og i øvrigt interagerer med animalske produkter, helt uden hæmninger. Og det er så det, vi har tænkt os at gøre noget ved.”
Og hvordan griber I så dét an?
“Vi starter med løverne i Afrika. De er nogle store syndere, men de er også rimelig til at snakke med. De er ikke lige så indoktrinerede som spækhuggerne, der by the way er totalt cray-cray. Nej, løver er meget nemme at få med på holdet, tror jeg. Jeg har planer om, over en periode på et par uger, at introducere dem for tofu, bulgur, loppefrøskaller og speltbøffer. Og så planmæssigt er de ved at være ude af deres åndsformørkede kødæderfase indenfor to måneder. Og der kan vi så gå videre til kejserpingvinen, der simpelthen bare skal lade de stakkels fisk være i fred. Altså, helt ærligt, ikke?”
Spændende, spændende. Og hvad vil du gøre, hvis tidsplanen ikke holder?
“Altså, det virker meget usandsynligt, så jeg tænker at det er en bro, vi krydser, hvis det skulle gå hen og blive aktuelt.”
Eva har tiltrukket sig en hel del opmærksomhed med sit projekt, der er blevet rost fra mange fronter. Senest har lobbyorganisationen Animal Revenge sendt hende en medalje i imiteret læder. Der er desuden planer om at hun skal holde en tale for FN senere på året.
Mens jeg interviewer hende, nyder jeg en latte. Den er med animalsk mælk, så jeg holder den godt udenfor mit web-kameras synsfelt. Jeg er alt for konfliktsky til at tage kampen med Eva om mine klimadestruerende drikkevaner – det var hårdt nok at gå hele vejen fra Starbucks op til redaktionens kontorer, med alle de dømmende og truende blikke mod mig i Københavns gader. Jeg ved bedre end at betvivle veganerbevægelsen handlekraft. Det var hårdt at miste den finger, men jeg er efterhånden ved at kunne leve et normalt liv igen.
Jeg er nysgerrig efter hvad Evas baggrund er, og hvordan hun er endt her – som leder af et stort, verdensredende projekt, med støtte fra WESPAs dybe og godhjertede lommer.
Hun fortæller at hun kommer fra Slimminge nær Ringsted, hvor hun voksede op på en svinefarm. I skolen var hun kendt som “Gylletøsen”, især på grund af de duftspor, hun trak efter sig. I gymnasiet havde hun et studiejob hos det lokale krematorium, som hun var meget glad for. Det var først da hun flyttede til Amager for at studere filosofisk design på Københavns Universitet, at hun så lyset, tilstår hun.
“Jeg havde slet ikke tænkt på at jeg begik rovmorderisk voldtægt på Moder Jord – som vi kun har én af, at du ved det – hver dag, fordi jeg spiste A38 til morgenmad. Da jeg indså det, blev jeg ramt af en knusende og voldelig depression, der desværre gik ud over min guldfisk Mogens. Det var en rålækker medstuderende, der lærte mig alt om den sande tro, veganisme. Demitrius, hedder han. Han viste mig hvor skabet skal stå, både livsstilsmæssigt, og bogstavelig talt, da jeg flyttede ind i hans eksklusive veganerkollektiv, Den Frelste Ko.”
Herfra tog Evas liv fart. Ved siden studierne, viste Demitrius hende en hel ny verden, og et nyt fantastisk synspunkt. Sammen tog de ud at rejse, så de kunne se jordens problemer med egne øjne, og han kunne forklare hende alle årsagerne bag. Hun er nu en erfaren backpacker, der har set lidt af hvert.
“Jeg har været to måneder i Sydamerika – så flotte strande, men også bare så meget uretfærdighed, ikke? Så har jeg også været i Marokko, Israel, Portugal, Thailand, Tjetjenien, Luxembourg. Ret meget rundt. Jeg skulle egentlig have været i Kina i vinteren 2019, men så dukkede coronaen op, og så skulle jeg ikke risikere noget der. Jeg har efterhånden fløjet kloden tynd, og mødt lokalbefolkninger alle vegne. Så jeg har sådan rimelig meget verdenserfaring.”
Det vigtigste, Eva har lært gennem sine rejser, er hvor vigtig bæredygtighed og klimabevidsthed er.
“Vi er simpelthen nødt til at reducere klimabelastningen. Det gælder både menneskene – som der også er alt for mange af, altså har du set Indien? – men det gælder også dyrene. De skal også tage sig lidt sammen, og gøre deres del for jorden. De har jo heller ikke en Planet B, vel?”
Efter Eva har harceleret mod odderens klimafjendske livsstil i et lille kvarter, får jeg endelig et ord indført, og spørger ind til hvad hun ellers har kastet sig over af klimaaktivistiske aktiviteter, siden hun (i sine egne ord) “så lyset”.
“Jeg har gjort ret meget, hvis jeg selv skal sige det. Jeg har været med til et par demonstrationer mod olieudslip og den slags, og det har været nogle vildt fede gadefester med super stemning, god musik, flotte fyre, hele balladen. Jeg har også altid min iPhone i strømsparetilstand, for flodhestenes skyld. Og jeg har ikke længere en kabel-tv-pakke – nu streamer jeg kun, så jeg tager kun det, jeg skal bruge. Jeg går også super meget op i FNs klimamål om bæredygtighed. De er så vigtige. Jeg har de 17 mål tatoveret på min lænd som et tramp-stamp eller røvgevir, eller hvad man skal kalde det, for skabe opmærksomhed om dem. Det har jeg fået meget ros for, især fra fyre. Nu har jeg så godt nok lige hørt at FN har offentliggjort et mål nummer 18, og det er jo mega spændende. Det må jeg også have tatoveret, men jeg ved ikke om der er plads til det bagpå. Det kan godt være, det skal om foran, på venusbjerget. Der kunne det også se flot ud, og blive set.”
Hun insisterer på vise mig røvgeviret, og trækker friskt ned i sine shorts, men det er svært at se så meget i videochatten.
“Jeg sender dig nogle gode billeder senere,” bedyrer hun.
Læs også: FN afslører et hemmeligt verdensmål for bæredygtig udvikling, der trumfer de 17 andre mål
Jeg spørger Eva om hun har andre projekter planlagt, når først hun har veganiseret dyreriget. Hun tøver et øjeblik, som om hun overvejer om hun tør røbe sine fantasier for en relativt fremmed mand, som mig. Men så udviser hun mig tillid nok til at fable ukontrolleret om alle de bakterier og svampe, der lever af døde dyr i skove, parker og baggårde. Det viser sig at hun går med en lille drøm i maven om at udrydde alle verdens bakterier; hun medgiver dog at det nok vil kræve mere håndsprit, end hun har råd til lige nu. “Og svampe er også bare klammo, ikke?”
Over den knitrende forbindelse til Zimbabwe, kan jeg høre nogen råbe i baggrunden i Evas lejlighed. Jeg spørger ind til hvad der foregår.
“Åh, det er bare Demitrius, der er vågnet op fra sin brandert. Det gør han nogle gange. Men det er cool, vi har en procedure for det. Du skal ikke bekymre dig om noget som helst. Vi har set meget værre. Det er ikke det fedeste, når han kommer hjem med blod på tanden, men Demitrius er jo Demitrius, og du må bare elske ham.”
Før jeg kan stille flere spørgsmål, indskyder Eva at hun har en hård bagkant, så vi afrunder interviewet. Jeg sidder et par minutter og tænker over hvordan det gik, og så lander der i min indbakke en stak billeder af Evas røvgevir.
Det bliver spændende at høre om hvordan Eva Grundwolds kostforbedrende mission kommer til at gå. Hvis du er interesseret, kan følge med når hun livestreamer det hele på YouTube, Facebook og OnlyFans. Du kan også læse hendes klumme i Vegansk Ugebrev.
Og nu har jeg fandme brug for ristet hotdog med det hele.