Humoren er gået fløjten i “Den Guddommelige Komedie”

Da “Den Gudommelige Komedie” af Dante Alighieri udkom i 1321, var den et øjeblikkeligt hit. Den blev hurtigt udråbt til årets sjoveste værk, og blev populær blandt både kritikere og den bredere befolkning. En svær bedrift! – Især for et værk af humoristisk karakter. For som vi alle ved, er humor en af de mest subjektive og uhåndgribelige udtryksformer.

En joke, der vækker latterbrøl fra ét publikum, kan blive mødt med en dødsens tavshed fra det næste. Dét, der falder i en intellektuel (og attraktiv) professionel anmelders smag, kan virke abstrakt og uforståeligt for menigmand. Og dét, som flertallet finder sjovest, synes ofte plat og primitivt i os dannedes øjne.

Derfor var Dantes værk sådan et friskt pust, da det endelig udkom efter manges års arbejde og stadig stigende mængder af hype. Og i århundrederne efter er det da også blevet hyldet som revolutionerende og tidsløst. Det bragte et helt nyt komisk sprog ind i genren, og påvirkede flere generationer af komikeres tilgang og timing.

Men holder komedien stadig i dag? Er den stadig rent faktisk sjov – eller er det mest noget, vi respekterer og smilende anerkender vores forståelse af dens indflydelse?

Jeg er ikke så sikker på, at de unge mennesker, der i dag får værket overrakt af deres forventningsfulde ældre, rent faktisk ser humoren i “Den Gudommelige Komedie”. Faktisk så tror jeg at de vil føle, at det er noget de har hørt før, bedre fortalt. Sådan er det så tit med ældre komik – de efterfølgende kunstnere, der bygger videre på de oprindelige, skelsættende jokes, ender med at overstråle originalen.

Og det er sgu egentlig lidt synd, synes jeg.

For ser man på “Den Gudommelige Komedie” med datidens øjne, er det – undskyld ordvalget – fucking hysterisk morsomt. Den går rent ind. Det er simpelthen samfundssatire, ordspil og karakterkomik på allerhøjeste plan. Hvis bare man forstår den kontekst, det hele blev skrevet i…