Kærlighedshistorien “Lolita” er problematisk med nutidens øjne

Romeo og Julie. Jack og Rose. Ross og Rachel. Fiktionens største romancer lever videre og bliver en del af os, som kultur. De er universelle, eviggrøne og uomtvistelige. En af de klassiske kærlighedshistorier, vi spejler os i, er romancen mellem Dolores Haze og Humbert Humbert i Vladimir Nabokovs klassiske roman, “Lolita”. Det er som en selvfølge, en vedtaget sandhed, hvor dybtfølt og ideel, denne berømte forelskelse er.

Men hvis du – som jeg i den seneste uge har gjort – genbesøger romanen, og underkaster den et nyt, kritisk og nådesløst blik, forandrer dette billede sig dramatisk. Bort falder den smukke fortælling om kærlighed. Og gemt bagved er en mere dyster og moralsk tvetydig historie.

Den var ikke gået i dag. Lad mig bare få det sagt. Ikke i det højspændte politiske klima, som kunsten og kulturen finder sig i i tiden efter #MeToo.

Nu ville folk blive krænkede og stødte, og finde det unormalt og måske endda frastødende at en ældre mand bortfører sin 12-årige adoptivdatter og tvinger hende til kønslig omgang. Hvis bogen var blevet udgivet i dag, var den helt sikkert ikke blevet værdsat som en hyldest til kærlighed på tværs af samfundets traditionelle grænser, og som en skildring af mennesker finder sig selv i hinanden.

Bogen er blevet en klassiker, på trods af det kluntede sprog og det ufokuserede plot. Men i disse tider ville Humbert Humbert ikke engang blive værdsat som en af de store romantiske heltefigurer og førsteelskere, på linje med Norman Bates, Gatsby og Anakin Skywalker…