Vild med vilje på fodboldbanen

På Parken Stadion spiller man nu fodbold i en våd mose fuld af insekter og god biodiversitet

Del denne artikel:

Vild med vilje på fodboldbanen. Foto: Axel Grøn
Vild med vilje på fodboldbanen. Foto: Axel Grøn

Der er mange i disse tider, der taler stort og flot om bæredygtighed, biodiversitet og ambitiøse klimamål. Men ofte sker der i virkeligheden meget lidt. Det bliver bare til greenwashing, luftkasteller og lånte fjer.

Det er ikke tilfældet i Parken, Danmarks største fodboldstadion. Hos det populære stadion, der ligger i vidunderlige København (stedet hvor drømme går i opfyldelse), har man fulgt det engelske mundheld “Put your money where your is”, og taget handling for at redde verden.

Græsplæner er måske pæne, og okay at spille bold på, men de er noget skidt for klimaet. Selvom de er grønne og plantebefængte, bidrager de faktisk ikke med ret meget positivt. Fordi de består af én kedelig type græs, er der ikke meget for insekter, bier, frøer og klapperslanger at hygge sig med, og hele den store græsplæne bliver populært sagt en grøn ørken. Frodig og farverig, men tom og død.

I Parken har man derfor fræset hele grønsværen op, og ladet naturen gå sin naturlige gang. Man er gået “vild med vilje”.

Hele fodboldbanen er nu en svampet, fugtig mose, med søer, åer og sumpet slam. Her trives frøer, fluer, tudser, guldsmede, mus, biller og myg. Fremfor alt myg. Du forstår ikke hvor mange myg, der er. Der er mange myg.

Og hvad siger fodboldspillerne så til disse ændrede arbejdsforhold?

Mange af dem er dybt utilfredse, og har meldt det til arbejdstilsynet. Men op til fire spillere har udtalt at det er minimalt acceptabelt, så all-round vurderes tiltaget som en succes. Kun et fåtal af stjernefodboldspillere har fået malaria eller flåter under en kamp indtil videre. Der er derfor planer om at udvide tiltaget til landets øvrige fodboldbaner, og på sigt også de øvrige sportsarealer. At svømmehaller og e-sports-haller er inkluderet i tiltaget, har vækket en del kritik, men vi må alle ofre noget for klimaets skyld.

Du vil gerne have at giraffen overlever, ikke?

Hvis vi ikke gør det her, dør alle girafferne.

Og det er din skyld.

Her på redaktionen glæder vi os til at opleve alt fra curling til bowling finde sted i en sjasket mose.


Datasamtykke

Vi ønsker dit samtykke til at indsamle persondata om IP-adresse, ID og din browser til statistik og marketingformål.

Disse oplysninger videregives ikke til tredjeparter, og du kan altid trække dit samtykke tilbage ved hjælp af linket Administrér samtykke i sidefoden. Dine valg anvendes på hele websitet.

Afvis
Accepter