Hvad kom først? Rejeosten eller osterejen?
Vi går i dybden med eksistensens største spørgsmål
Vi har diskuteret hønen og ægget til hudløshed, og det er ærlig talt ikke et godt look for hønen. De største filosoffer i verden har i utallige år grublet over spørgsmålet om hvad der kom først, uden at der er kommet andet ud af det end nogle imponerende håndgemæng.
Og i virkeligheden er det slet ikke det mest interessante spørgsmål.
En langt mere vægtig debat er: hvad kom først – rejeosten eller osterejen?
Vi har alle ligget søvnløse og koldsvedende i de sene nattetimer, vågne og urolige, med en ophidset indre tumult. Vi har vendt og kastet os omkring i sengen, mens vi manisk har spekuleret over spørgsmålet.
Vi har alle vores bud. Hver især vores teori.
Men er der et endegyldigt, faktuelt svar på hvad, der kom først?
Det har jeg sat mig for at undersøge.
1. del: Er livet for de levende?
14. november 2023
Det er en mørk og stormfuld aften. Jeg befinder mig i en robåd midt i Øresund, og jeg fryser min numse i lange, lodne laser.
Min kaptajn er en gammel søulk ved navn Mads Anker. Hvis du forestiller dig en tegneseriepirat, har du nogenlunde ramt plet. Han har træben og klap for øjet. Hans papegøje hedder Dennis og taler konstant om den kontracykliske kapitalbuffer.
Den gode kaptajn har lovet at tage mig med til de frodigste jagtmarker for vilde rejer. Der er ikke tale om kælerejer her – det er den ægte vare.
Hvad han ikke fortalte mig, var at hans fartøj er en robåd, hans motor hedder mig, og rejerne er i de grønlandske fjorde.
Vi stævnede ud fra Københavns havn ti minutter over Happy Hour, og afsted det gik. Nu er der ikke længere land i sigte i nogen retning, og det er for sent at vende om. Der er kun en vej, og det er fremad.
Hvordan endte jeg her? Lad os spole tilbage til begyndelsen.
11. marts 2023
Det hele startede med en ostereje.
Misforstå mig ikke, jeg siger ikke at osterejen kom før rejeosten. Jeg siger heller ikke at den ikke gjorde. Alt det kommer vi til. Bare rolig.
Nej, for mig begyndte dette konkrete miseventyr med en laber og gylden ostereje. Jeg sad på mit hjemmekontor og stirrede på den. Den var min belønning til mig selv, til når jeg endelig nåede mit maks antal ord på min næste artikel for Magasinet Kunstnerisk. Knud ejede slaver i halvfemserne, hed den. Du har sikkert læst den. Ellers har du chancen nu.
Læs også: Knud ejede slaver i halvfemserne
Der sad jeg så og stirrede på den forjættede ostereje. Jeg var så tæt på. Kun 1100 ord tilbage. Så skulle den bo inde i mit hoved og skabe glæde helt ned til mine knæsokker.
Det var i det øjeblik, min redaktør ringede mig op på Teams.
“Morten!” flæbede han hysterisk. “Forpersoninden for lobbyorganisationen Danske Filosoffer & Lurendrejere har lige kontaktet mig på LinkedIn, de professionelles sociale netværk. Der er udbrudt interne stridigheder i DFL, og to af deres prominente medlemmer har udfordret hinanden til en duel. Til døden!”
“Det var da rædsomt,” udbrød jeg. “Og/eller herligt. Alt efter hvad du synes, boss.”
“Det er fænomenalt! DFLs kære fører, Anna-Karina Falutti-Munck, har udvalgt os til at dække begivenhedens forløb. Hun nærer selvfølgelig en umådelig respekt overfor Danmarks førende magasin om kunst, kultur, samfund og livsstil.”
“Det er klart.”
“Og derfor er vi blevet tildelt eneretten til at dække årtusindets filosofiske opgør, hvor et af eksistensens allermest fundamentale tvivlsspørgsmål afgøres endegyldigt.”
“Og det er?”
“Hvad kom først – pølsen eller det franske hotdog-brød!”
Her havde du, kære læser, måske forventet noget andet. Men der er stadig lang vej til rejeosten.
Jeg var blevet udvalgt som kommentator på magasinets livestream fra den drabelige begivenhed. Den ene af de to duellanter havde valgt en grøn fluesvamp, Danmarks farligste fungus, som sit våben. Den anden havde valgt et glas, der enten var halvt tomt eller halvt fuldt af svovlsyre. Duellen skulle foregå ved daggry midt på Amagertorv, og kun én af de to mænd (hvad ellers?!) ville få lov at forlade Storkespringvandet i live.
Dette var øjeblikket, der skulle definere min karriere. Jeg vidste det.
Jeg fandt mit lommespejl frem, og kiggede mig selv længe og dybt i øjnene.
Og så spiste jeg osterejen.
2. del: Jeg tænker, altså rejer jeg…
16. marts 2023
Storkespringvandet løber rødt med blod.
Daggry nærmer sig; ambulancerne ligeså.
Der er to hære af ophidsede filosofooligans, der står overfor hinanden. Den ene er bevæbnet med pølsebrød. Den anden med wienerpølser. De er et “match made in heaven”, de to menneskemængder. Men de ænser det ikke. De er blinde af vrede.
Ét liv er allerede kastet bort denne morgen. Bliver det det sidste?
Jeg ved kun én ting. Jeg tager benene på nakken, mere eller mindre bogstaveligt talt, og spæner. Jeg er ikke klar til at dø i dag. Hvem skal arve resten af mine osterejer? Min familie fortjener dem i hvert fald ikke.
Jeg er ikke klar til at miste livet, og livet er ikke klar til at miste mig.
Den aften var jeg i tv-avisen. Jeg skulle forklare hvad det var, der var sket denne morgen. Der er en verden før og efter pølsegate, fortalte jeg i et seriøst og eftertænksomt tonefald.
På vej ud af studiet, konstaterede jeg at DR har både flere og bedre praktikanter, end vi kan hamle op med på magasinets redaktion. Ovenpå min nyfundne berømmelse som manden, der dækkede pølseopgøret, overvejede jeg at udnytte det til at prøve at score et job hos DR. Eller en praktikant fra DR. Måske begge dele.
Men jeg valgte i stedet at gå hjem til mine osterejer.
17. marts 2023
Tømmermænd. Kaos og tågede, usammenhængende minder. Jeg vågner ved siden af mig selv, på den forkerte side af sengen, med en sølvske i munden. Mit soveværelse er fyldt med uanede mængder af konfetti.
Langsomt kommer jeg på benene, og tager bestik af situationen.
Gik jeg direkte hjem, efter jeg forlod DRs stilede palæ i Ørestaden? Jeg er ikke sikker.
I køkkenet står der halvtomme flasker med tequila og tømte dåser af energidrikken Prawnetic, og bordet flyder med rester af knuste piller. Alt er med andre ord ved det vanlige her.
Men noget fanger mit øje. Et stykke papir, en note, der ligger halvt stukket ind under et afhukket teddybjørnehoved. Med bævrende hænder løfter jeg noten og læser dens fremmede, krattede budskab.
“Tak for i går, Señor Bertelsen,” står der. “Du har givet mig meget at tænke på. I bytte kommer der her noget, du kan tænke på: Der er en tomhed i dit indre, som kun én ting kan lindre; i rejens sal lindres din kval. –V.”
Efter kvalmen over dette elendige digt havde lagt sig, begyndte jeg at spekulere nærmere over hvad det mon kunne betyde. Hvem mon havde skrevet denne rædsomme note? Og hvad havde jeg dog lavet med dem i går?
Jeg tænkte over noten, mens jeg indtog min morgenmad – en riskiks, syv kopper kaffe og femten smøger. Bagefter var jeg ikke meget klogere, men markant gladere.
Jeg besluttede mig for at gøre noget ved det. I sidste ende vidste jeg, at der ville komme et fremragende stykke journalistisk content ud af det her. Men jeg kontaktede ikke min redaktør – for hvad nu hvis jeg kunne få DR interesseret, og jeg kunne bruge denne historie til at lande det fede job? Bedst at holde lav profil for nu.
Tænk, hvis jeg fik et job hos DR. Jeg ville helt sikkert kunne få en hest fragtet til USA. Det er dét, der er drømmen.
3. del: Jagten på V.
3. juni 2023
Jeg var stadig ikke meget klogere. Og jeg blev mindre og mindre glad.
I månedsvis havde jeg jagtet denne mystiske “V.”, denne skyggefulde skikkelse, rundt i verden. Men uden nogensinde at fornemme at jeg kom tættere på.
På Malta interviewede jeg Fausto Maijstral, verdens førende rejeforsker. Jeg spurgte til “rejens sal”. Hvad var det, og hvor kunne jeg mon finde den henne?
Han var undvigende. Tydeligvis fordi han vidste noget, han ikke ville sige. Ikke fordi han fandt mig belastende, ikke forstod mit danglish, og havde håbet på at interviewet i stedet ville gå i dybden med rejens anatomi. Jeg truede med at give ham en guldbajer mere, og til sidst gav han efter.
“Vheissu,” mumlede han. “You seek Vheissu.”
27. juli 2023
I Sydpolens isørken troede jeg, at jeg havde fundet det sagnomspundne rejerige, Vheissu.
Men ak, nej. Jeg vendte skuffet og tomhændet hjem, med to tæer færre end da jeg drog afsted. I min tomme og fremmedgjorte lejlighed sad jeg og spekulerede over min eksistens.
Hvad havde jeg gjort med mit liv? Var chancen for et job hos Danmarks Radio alt dette værd?
For hvem ringer klokkerne? Hvem er John Galt? Hvor er forrige års Snowdens?
Og hvad kom først – rejeosten eller osterejen?
Livets store spørgsmål klæbede til min hjerne, som rejeost klæber til brødet.
På Sydpolen havde jeg levet af en diæt bestående alene af beskøjter, rom og rejeost. Det var alt, hvad de havde i Caridea Outpost, den sidste handelsstation på Antarktis, før man træder ud i ingentingen. Efter jeg løb tør for rejeost, levede jeg af pingvinafføring og brudstykkerne af nedfaldne Starlink-satellitter. Jeg var trådt ud af civilisationen og ind i erkendelsens mørke. Jeg var fri og samtidig mere trælbunden end noget menneske har været før jeg.
I den uendelige sydpolske nat mødte jeg Johnny, en turist fra Californien. Johnny var Amish og afsted på sin Rumspringa. Det var stukket lidt af, og nu lå han i telt på Antarktis. Johnny fortalte mig om Jesus og Kurt Cobain, og gav mig min første ostereje i ugevis. Vi udforskede hinandens kroppe. Jeg lånte hans mobiltelefon og ringede efter en sne-Uber, og de kom indenfor de lovede 45 minutter.
Snart var jeg på et fly, og dagen efter var jeg hjemme igen.
Hjemme i København. Livets vugge; verdens navle. Men ikke rejens sal. Ikke Vheissu.
4. del: Vi er evigheden – rejer er verden
5. september 2023
Jeg havde været clean i en måned. Jeg havde ikke spist en ostereje, ikke drukket en Prawnetic Energy. Og ikke tænkt på V.
Jovist, jeg havde drømme; mareridt. Vi har dem alle. Vi drømmer at vi drukner i en lavine af rejer, og vi vågner badet i sved.
Men i det store hele var mit liv faldet tilbage i sin gamle orden. Var jeg lykkelig? Nej, selvfølgelig ikke. Det er ingen normale mennesker. Men jeg havde min dagligdag. Mit job på Magasinet Kunstnerisk. Min nabo, som jeg nogle gange delte kropsvarme med.
Alting var mere eller mindre normalt igen.
Men når du skuer ind i rejeosten, skuer rejeosten ind i dig. Det var en midlertidig fred, en stund i orkanens øje. Det kunne ikke vare ved.
Inden længe bankede fortiden på skæbnens hoveddør. Foreningen Danske Filosoffer og Lurendrejere var brudt ud i interne stridigheder. Lurendrejerne var på krigsstien og ville ikke længere finde sig i noget bullshit. Filosofferne gik efter verdensherredømmet, og ville ikke lade nogen stå i deres vej; ikke engang en lurendrejer. Konflikten var noget op på krisestadiet, og der ville ikke gå længe før nogen smagte blod.
Rejeblod.
Jeg ville ikke blandes ind i det. Ikke nærme mig sagen. Jeg havde allerede én gang set en af deres slags lade livet for sin sag. Dø i pølsens navn. Jeg ville ikke kunne holde til at se mere. Min redaktør forstod, og lod en anden journalist dække sagen. Selv ikke det, at hun få dage senere fik et job hos DR, rørte mig.
Men når der bankes på skæbnens hoveddør, må nogen åbne op og sige goddag.
I mit tilfælde kom det i form af et telefonopkald. Jeg genkendte med det samme den rustne og gustne stemme.
“Señor Bertelsen,” hviskedes der i røret. Det var V. Min længsel, mit mareridt, målet for mit korstog. Mit hjertes reje.
“Tiden er inde,” sagde han/hun/den/det. “Den gamle verden falder. Lurendrejerne kan ikke længere holde stormfloden tilbage. Inflationen stiger, temperaturen falder, klimaet sprænger i luften. Jeg har set fremtiden, og den er mord. Der er kun en redning. De få, der vil det gode og fortjener frelsen, skal mødes i rejens sal. Du ved hvor det er. Din hjerne tvivler, men dit hjerte siger sandheden. Følg det! Og bliv genforenet med mig og resten af sandhedens krigere – der, hvor rejeosten flyder i gaderne – der, hvor der er osterejer nok til alle – der, hvor de vilde rejer flokkes til. Følg mig til rejens sal!”
Før jeg kunne sige noget, gik linjen død. En monoton bippen, og derefter stilhed.
Jeg vidste kun én ting. Jeg måtte væk før lurendrejerne var udryddet og intet længere beskyttede verdensfreden. Jeg måtte følge V., til verdens ende.
Og jeg havde endelig fået et godt spor: Gå til “der, hvor de vilde rejer flokkes til”. Ordene ekkoede i min nøddeskal af et hoved.
Nu var det bare at komme afsted.
5. del: Og det er rejens sal
Og nu er vi tilbage, hvor vi startede.
Efter flere ugers søgen, både i virkeligheden og på Bing, fandt jeg endelig nogen, der ville føre mig til rejens sal.
Nu sidder jeg i Kaptajn Ankers båd, i den mørke ingenting, og hører på en kapitalistisk papegøjes klamamse. Men jeg har været i ingentingens mørke før. Jeg er ikke bange.
Se, nu stiger solen. Morgenstund har guld i mund, og det røde lys spreder sig forsigtigt fra øst. Hvor langt er vi kommet? Det er svært at sige.
Dagene flyder sammen. Kaptajnen har en vilje af stål og et ubønhørligt blik mod horisontens tynde streg. Det går fremad, lidt efter lidt. Vi kæmper os ud af den store ingenting.
22. november 2023
Land i sigte.
Havet er pink af rejer, der kysser båden i stride stimer. Der er ingen tvivl: vi er på rette vej.
Rejens sal er nu så tæt på, at jeg kan smage den. Og jeg begynder at ænse svaret på det ultimative filosofiske spørgsmål: Hvad kom først? Rejeosten eller osterejen?
Svaret er – ingen af delene. Ligesom yin og yang er de uadskillelige, to dele af ét hele. De er verdensaltet; det essentielle kosmos.
Når først du har gennemtygget en ostereje og en mundfuld rejeost, hvem kan så i sandhed kende forskel på de to? De er gået tilbage til den universelle énhed, som vi alle skal.
Som jeg træder ind i rejens sal og genforenes med V., har jeg nu fred i sjælet om denne filosofiske grundkonflikt, der i disse dage lægger verden øde.
Næste gang, du ser en ostereje eller en rejeost, så forkast ikke den ene for den andens skyld. Acceptér i dit hjerte at de er én og samme ting.
Dyp osterejen i rejeosten, installér den i dit hoved og smil hele vejen ned til knæsokkerne. Så vil du også en dag blive kaldt til rejens sal.