Rigtige forfattere læser ikke

Som kunstner skal man passe på hvad man suger til sig. Lige pludselig har man plagieret 150 sider fra Günter Grass, genkomponeret Katy Perrys “Dark Horse”, eller mejslet en tro kopi af Michelangelos David i marmor. Den slags sker helt ubevidst, når man forsøger både at skabe og forbruge kunst. Man bliver en tyvetøs, gør man.

Det er derfor, det er så vigtigt for mig at udbrede sandheden om hvad der skal til, for at blive en acceptabel og ikke-kriminel forfatter. Man er nødt til, for enhver pris, at undgå at læse andre forfatteres værker.

Og hvordan gør man bedst det?

Ved slet ikke at kunne læse, selvfølgelig. Det siger da sig selv. Du er en komplet idiot og et dårligt menneske, fordi du ikke selv kunne indse det.

Bare se på mig – jeg er den succesfulde forfatter bag “Adjfeoirl Dsifgjl”, “1298fkidlsl” og dens bestseller-opfølger, “æooigrogrogrgæk”. Alle fremragende værker, der forventes at udløse et antal Nobel-litteraturpriser inden længe. Du ved det, jeg ved det. Vi ved det.

Det i sig selv må være bevis nok for min pointe.

Rigtige forfattere læser ikke.

Og hvordan sikrer vi så den næste generation af store forfattere fra at blive forplumret af grimlitteratur, gjort til ufrivillige tyvetøser eller tænke urene tanker? Ved at stoppe og ophøre med at undervise i de forkastelige læsekompetencer øjeblikkeligt.

Dem, der allerede har lært at læse, er der jo nok ikke noget at gøre for. De er en tabt sag. Men de spæde! De små børnlil! Dem kan vi stadig nå at redde. Så stop galskaben! Forbyd læseundervisningen! Ellers mister vi de 2–10 individer i en generation, der har chancen for at skrive noget, der er en radisse værd.

At resten af generationen så ikke kan læse – og dermed ikke læse deres generations store værker – det må være en acceptabel udgift i kunstens navn.

Hvad skal de Doven-Carinaer også læse for? De skal da passe deres job som rengøringspersonager, skraldeindivider og skopudsere. De har da ikke tid til at læse finkulturel litteratur. Og dét er det eneste, der bør skrives.

Det er på tide, vi bringer litteraturen tilbage til sit arnested, til den uforplumrede, ufortyndede, uudbenede, uforklarlige renhed, der kommer af en inspiration uberørt af den såkaldte “civilisations” listende langefinger. Det er på tide at kunst bliver kunst igen.

Du ved det, jeg ved det.

Vi ved det.