Donkey Boy & Frikadellen gør ondt at lytte til

Følsomme bangers, der får både din numse og dit hjerte til at vrikke, og giver dig følelsen af lige være blevet slået op med og lige være blevet slået

Del denne artikel:

KKKKK
Donkey Boy & Frikadellen
Musik der er til at græde over
2022 · Månegal Records
Pop / Rap
Musik der er til at græde over

Der er ikke nogen vej uden om Donkey Boy & Frikadellen. Duoen fra Horsens har på kort tid indtaget dansk popmusik, og de belejrer hitlisten, som var den en middelalderlig hoppeborg.

De laver musik med følelserne først, og skråler som lodne banditter gennem et ryatæppe af Auto-Tune, rumklang og russisk mandskor. Sitrende synth, brummende bas, dryppende drops, vital vibrafon – drengene har ramt en helt essentiel lyd, der både er deres egen og definerer hele vores tid.

Så hvorfor er deres seneste album sådan noget pis?

Det undrer man sig over.

Altså helt ærligt?

Det er egentlig ikke fordi, det er så anderledes end det plejer at være fra dem. Det er bare som om de både er for underspillede og for overgearede denne gang. Det kan godt være, det fungerer på Orange Scene, men det spiller ikke i mit redskabsskur, hvor jeg sidder og anmelder musik, mens jeg bæller billig rødvin og ryger cerutter.

Og hvis det ikke fungerer for mig lige præcis nu, så fungerer det overhovedet ikke.

Basta bum.

Vi kan træde et skridt tilbage, og fundere et øjeblik over hvad det vil sige at være musikanmelder. Det er en hård skæbne, hvor man som enligt geni ofte bliver nægtet den anerkendelse, man retmæssigt fortjener. Ens groupies, jovist, de er stangtørstige og altid klar, og der følger altid et par lunke pengebundter med de gratis koncertbilletter, og de kan da godt en betale en Tesla eller to.

Men lykken udebliver.

For man er stadig nødt til at lytte til al den rædsomme musik, der udgives på skive og udgydes i koncertsale, hvor man ikke engang må ryge længere. Og der er jo ikke nogle af vor tids musikere, der nogensinde bliver Otto Brandenburg. Og hvorfor gør de det så? Det er jo meningsløst! De bliver aldrig Otto. Aldrig.

Måske på en god dag noget tilnærmelsesvist Gustav Winckler. Ikke at det hjælper. Manden var jo skingrende sindssyg. Han var ikke Otto. Og blev det aldrig…

Denne artikel er kun tilgængelig for abonnenter.

Køb abonnement

Abonnerer du allerede? Log ind

Datasamtykke

Vi ønsker dit samtykke til at indsamle persondata om IP-adresse, ID og din browser til statistik og marketingformål.

Disse oplysninger videregives ikke til tredjeparter, og du kan altid trække dit samtykke tilbage ved hjælp af linket Administrér samtykke i sidefoden. Dine valg anvendes på hele websitet.

Afvis
Accepter