Magasinet fejrer to år under nuværende ejerskab!

Det er en skøn dag i dag. En særdeles skøn dag

Del denne artikel:

Vi drikker bobler i dag. Foto: Tristan Gassert
Vi drikker bobler i dag. Foto: Tristan Gassert

To år.

Så lang tid siden er det i dag, at Magasinet Kunstnerisk skiftede ejer, og begyndte en helt ny og fantastisk fase i sin hæderkronede historie.

Vi kan takke vores nuværende ejer for mange ting. Men ikke mindst for at redde os fra vores forrige ejer, der førte os gennem en dyster periode i magasinets eventyrlige historie. I denne mørke middelalder nåede vores journalistiske kvalitet et lavdepunkt uden lige, og af gode grunde er vores udgivelser fra denne periode kun tilgængelige for premium-abonnenter og forskere, og kun af historiske årsager. Meget af det, vi skrev, var mildest talt problematisk. Den var ikke gået i det nuværende politiske klima, men det var en anden tid dengang. For to et halvt år siden.

I dag er det en helt anden historie.

I dag er vores journalistiske produkter nogle af Danmarks bedste, og vores økonomi har aldrig haft det bedre. Det viser sig, at god journalistik godt kan betale sig. Zuck it, Zetland!

Siden kontrakten blev underskrevet og handlen gennemført, har vi kunnet nyde en daglig ledelse med styr på sagerne, med visionære visioner og med et skarpt øje for det vigtige her i livet.

Vi skribenter drog alle et lettelsens suk, da den forrige ledelses forbud mod alkohol og andre stimulanser i arbejdstiden blev smidt ud, og erstattet af et kreativt klima, der lægger op til selvudforskning og frihed uden ansvar. Det blev igen trygt at udtrykke vore oprigtige tanker og sige det, vi i virkeligheden mener. Der har aldrig været flere praktikanter på gangene, og de har aldrig været mere tilgængelige.

Derfor holder vi i dag en kæmpestor fest på redaktionen, for at fejre vores ejer, der værdsætter de gode ting i livet. Og for at fejre at vi kom væk fra vores tørvetrillende, flueforulempende ex, der bare var en major downer.

Siden Magasinet Kunstnerisk blev stiftet i det kulturradikale miljø i København i slutningen af 80’erne, har vi stået for en klar og kompromiløs stemme i det journalistiske rum, med en unik holdning til kunst, kultur, samfund og livsstil. Ejerkredsen har skiftet flere gange gennem tiden, men i 2015 blev vi overtaget af en østtysk rigmand, med hjertet på det helt forkerte sted. Det var hårdt for os alle, og vi mistede mange gode kolleger på den konto.

Men da en anden ejer meldte sig på banen i starten af 2021, og var i stand til at fravriste magten fra sjuften, begyndte en ny dag at lysnes. Og i denne ejers skygge har vi levet og arbejdet siden dag.

Og vi er lykkelige. Meget lykkelige. Alle sammen.

Det bliver kun bedre herfra! Kvaliteten vil stige, det samme vil kvantiten, og intet kan stoppe vores uvægerlige opadstræbende momentum!

Helt urelateret, kan vi melde ud at vi er nødt til at sige farvel til 19 af vore skattede kolleger, og abonnementsprisen stiger til 399 kroner per måned. Det er trods alt ikke gratis at lave kvalitetsindhold. Bare se på Zetland. Kvali koster klejner. Det er derfor de er så billige. Hah! Zuck it, Zetland.


Datasamtykke

Vi ønsker dit samtykke til at indsamle persondata om IP-adresse, ID og din browser til statistik og marketingformål.

Disse oplysninger videregives ikke til tredjeparter, og du kan altid trække dit samtykke tilbage ved hjælp af linket Administrér samtykke i sidefoden. Dine valg anvendes på hele websitet.

Afvis
Accepter