TV Avisen: Alt det, der sker i den her serie, er vanvittigt

Vi er så meget med, når den langlivede serie sender sin sæsonfinale på søndag

Del denne artikel:

Alle dine yndlingskarakterer fra hitserien TV Avisen. Foto: Bjarne Bergius Hermansen, DR
Alle dine yndlingskarakterer fra hitserien TV Avisen. Foto: Bjarne Bergius Hermansen, DR

Vi var med, da Game of Thrones tordnede afsted.

Vi var klistret til hvert sekund af Succession.

Breaking Bad var så freaking god.

Der er serier, og så er der SERIER. Ved de helt store, bliver man totalt opslugt og besat. Man går og tænker på den store cliffhanger mellem hvert afsnit, og laver teorier om hvordan det hele ender. Og når man endelig når frem til finalen, er man så hyped at man næsten ikke kan være i sin egen krop. Tit skuffer slutningen lidt. Men nogle gange går det helt perfekt.

Lige nu går vi allesammen rundt i toppen af den dér hype og kan slet ikke vente.

For på søndag kommer kulminationen. Sæsonfinalen af Danmarks allerstørste dramaserie – TV Avisen.

Det bliver vildt, det her.

Alle de store storylines vil nå frem til deres kulmination, og vi regner med at få svarene på alle vores brændende spørgsmål.

Vil Johannes Langkilde endelig spørge Klaus Bundgård om de skal flytte ind sammen?

Får Nina Munch-Perrin lov til at interviewe Stéphanie Surrugue, og får hun endelig svaret på hvem hendes stedmor i virkeligheden er?

Vil den amerikanske præsident, Joey Biden, annoncere en infrastrukturplan, og kan vores hold af heltemodige værter i tide nå at få fat på en professor fra Aalborg Universitet, der er villig til at kommentere på det?

Har Henrik Dahl skrevet noget på Twitter, eller er Kåre Quist nødt til at fylde sendetiden ud med at synge og danse – igen?

Vi vil vide det!

Og på søndag regner vi med at få den forløsning (og udløsning), vi så desperat trænger til.

Det er intet mindre end must-see-TV, det her.

TV Avisen er Danmarks længst kørende tv-serie, og er et komediedrama uden sidestykke. TV 2s Nyhederne ville ønske at de kunne mønstre samme prisbelønnede dramaturgi som DRs serie. Nuvel, der har været sløve sæsoner, og visse anmeldere har gennem tiden beskrevet den som en sæbeopera. Men det er jo svært at komme udenom, når man er en serie, der har kørt siden 1965. England har Eastenders, vi har TV Avisen.

Et af lavdepunkterne i seriens historie var tiden efter 11. september 2001, hvor vi syntes at plottet blev lige lovligt amerikaniseret. Præsident Bush kom til at fylde for meget, og den hjemlige statsminister Anders Fogh var en totalt urealistisk karakter, med en meget stiv og utroværdig skuespilspræstation fra en ellers udmærket Ulf Pilgaard.

Skuden blev dog vendt, da Mads Mikkelsen kom ombord i rollen som Lars Løkke, den sleske statsminister, der lugtede af fisk og underbukser. Det fungerer som regel bedst, når handlingen knytter sig til det, der foregår i Danmark, og ikke søger for meget mod udenlandsk inspiration.

Der har også været stor udskiftning blandt de primære karakterer, værterne i studet. Vi savner især Reimer Bo Christensen, der gav den som en fyrrig og frisk starfucker i sin tid hos serien. Mange husker også de mange sæsoner med Hans V. Bischoff som seriens storhedstid.

Hver generation har dog deres TV Avisen, og hvis man spørger de unge i dag, er Erkan Özden seriens største stjerne, og for dem ville det være totalt uforståeligt, hvis Steen Boserup dukkede op i høje hæle.

Der er sket meget i seriens løb, men med Ukrainekrigen, kræftbehandlingsskandalen og flirten mellem Kåre Quist og vejrmanden Mikael Jarnvig, har det her helt sikkert været en af de mest neglebidende og spændende sæsoner.

Her på redaktionen glæder vi os ufattelig meget til på søndag, hvor finalen ruller over skærmen. Vi sidder klar med popcorn, og håber på at det ikke er en alt for crazy cliffhanger denne gang. Ellers vil vi slet ikke kunne sove indtil om mandagen, hvor præmieren på den nye sæson bliver sendt.


Datasamtykke

Vi ønsker dit samtykke til at indsamle persondata om IP-adresse, ID og din browser til statistik og marketingformål.

Disse oplysninger videregives ikke til tredjeparter, og du kan altid trække dit samtykke tilbage ved hjælp af linket Administrér samtykke i sidefoden. Dine valg anvendes på hele websitet.

Afvis
Accepter