Bruce Springsteen er i virkeligheden fra Canada
Lækket dåbsattest viser at Mr. “Born in the USA” er født i Quebec
Mange af os har længe haft en mistanke om at noget ikke helt stemte. Rock-sangeren Bruce Springsteen har altid slået sig meget op på sin identitet som amerikaner – som stemmen for den arbejdende mand i byer lagt øde af fabrikslukninger, og for unge rebeller, der stikker af på en motorcykel med en pige, der hedder Mary. Springsteen har skabt en karriere ud af dét, at være fra New Jersey og stolt af det.
Men det har altid virket lidt for insisterende. Ligesom tyven, der altid er den første til at blive forarget over det mindste lovbrud hos andre. Og nu er sandheden da også endelig kommet frem i lyset.
En samling af lækkede dokumenter, der er blevet delt af Wikileaks, har vist sig at indeholde sangerens dåbsattest – og den gemte på mere end én hemmelighed. Ikke nok med at han ikke er født i Asbury Park i New Jersey, som han hårdnakket har påstået i årevis, men navnet “Bruce Springsteen” har også vist sig at være et påtaget nom de plume. Manden er i virkeligheden født i byen Maniwaki i den canadiske provins Quebec, og hans lovformelige navn er Pierre de Saut.
I visse kredse har det længe været formodet at noget i denne stil var tilfældet; det har altid været særpræget at en fuldblodsamerikaner, som Springsteen har påstået at være, skulle have et strejf af fransk accent i sin udtale. Og endelig har det vist sig, at der var noget om snakken og rygterne. Springsteen selv har endnu ikke offentligt kommenteret på rygterne, men hans advokat har udtalt “eh”…
Denne artikel er kun tilgængelig for abonnenter.
Abonner på Magasinet Kunstnerisk i dag, og få adgang til podcasts, video, stories og vores komplette arkiv af spændende artikler og anmeldelser
Du bliver et mere lykkeligt og kulturelt acceptabelt menneske, hvis du giver os dine penge!
Køb abonnementAbonnerer du allerede? Log ind