Benny har opfundet den firkantede ært
Iværksætter løser problemet med ærter, der triller væk – men ærteindustrien fryser ham ude af markedet
Har du også oplevet, at når du skal til at nyde en stor tallerken saftige, grønne ærter, så triller to tredjedele af dem væk fra dig, lander på gulvet, og bliver hapset af hunden, der derefter bliver kvalt i dem, og så skal du til at have en ny hund, igen?
Det har iværksætteren Benny Ræddike (også kendt som Ostemanden fra Arden). Men modsat dig, så bestemte han sig for at gøre noget ved det.
Han har tilbragt flere år i bl.a. sit soveværelse med at eksperimentere med gener, ved hjælp af CRISPR (værktøjet til genmodificering, ikke den bulgarske snackproducent).
Nu er han endelig klar med resultatet af det hårde arbejde – han har opfundet den firkantede ært. “Formen er ny, men den ligner, smager og fremfor alt, lugter som den ært, du kender og elsker,” fortæller han stolt.
Der er dog ét problem for Benny Ræddike.
“Jeg ville gerne lancere den på markedet den dag i dag, og jeg har produktionskapaciteten klar,” siger han. “Men jeg bliver blokeret af Big Ærter (ærteindustrien, red.). De vil simpelthen ikke lade mig træde ind på markedet. De har nemlig planer om at lancere den ottekantede ært, og de mener at mit produkt krænker deres patenter og ophavsret. Men come on, altså. Min er firkantet, deres er ottekantet. Det er slet ikke det samme. Og desuden har de snakket om den ottekantede ært i årevis, men det er jo ikke blevet til noget, vel? Du kan ikke gå ned og købe én i dit lokale ærteri. Det er jo ikke et virkeligt produkt. Men mit er. Og det ville kunne købes i morgen, hvis bare de ville lukke mig ind på markedet.”
Ræddike beskriver industriens praksis som konkurrenceforvridende og fjendtlig overfor private erhvervsdrivende. Han har dog ikke tænkt sig at lade sig slå ud af dette, og lægger planer for en rebranding af sit produkt.
“Jeg er ved at gøre klar til at sælge mit produkt som byggeklodser i stedet, som et bæredygtigt alternativ til Lego og andet legetøj. Jeg mener, det er bogstavelig talt grønt! Og man kan stable dem, bygge små huse, figurer og meget andet. Man kan lime flere af dem sammen, og bygge noget ekstra stort. Jeg har hel en masse meget stærk lim, som jeg i øvrigt også sælger, og den egner sig smukt til formålet. Hvis man limer nok af dem sammen, kan man også bygge huse i fuld størrelse – kun fantasien sætter grænser, når det handler om ærter. Og så lyser de i mørke. Så det er jo også sjovt på børneværelset.”
Undskyld, siger du at dine firkantede ærter, som du prøver at lancere som et fødevareprodukt, er selvlysende? Er du sikker på at det ikke er sundhedsskadeligt?
“Nej-nej, det er helt fint. Det er videnskabeligt bevist. Og de lyser grønt, så det er bæredygtigt. De er, alt taget i betragtning, meget lidt radioaktive. Så det er også en god læremulighed for børnene, der får noget god, solid videnskab ‘ind under huden’, så at sige, i en ung alder. Og fik jeg sagt, at ærterne lugter fortræffeligt? For det gør de.”
Okay, så er jeg mere tryg.
Inspirationen til én gang for alle at løse problemet med de runde ærter kom, mens Benny var ved at klaske en ærtetærte sammen, og det grønne guld blev ved med at trille på gulvet. I det øjeblik skvattede hans svigermor i dem og faldt. Det var til begravelsen, at ideen kom til ham, som et lyn på en solskinsdag…
Denne artikel er kun tilgængelig for abonnenter.
Abonner på Magasinet Kunstnerisk i dag, og få adgang til podcasts, video, stories og vores komplette arkiv af spændende artikler og anmeldelser
Du bliver et mere lykkeligt og kulturelt acceptabelt menneske, hvis du giver os dine penge!
Køb abonnementAbonnerer du allerede? Log ind