Benny laver skulpturer af mundbind

Benny Ræddike har, som alle ægte jyder, næse for en god forretning. Og da coronaen ramte Danmark, lugtede han en mulighed – lige på sit eget ansigt. For pludselig skulle man have mundbind på for at købe ind, tage bussen og alt det andet, der er sjovt her i tilværelsen. Og disse mundbind skulle skiftes ofte.

“Det var jo næsten for godt til at være sandt,” fortæller han mig på gemytligt jydemål, da jeg møder ham i hans hjemlige Arden ved Mariagerfjord. “Her kommer der en vare, som alle vil have, og skal købe hele tiden, og de kan ikke lave den selv. Det er jo bare med at finde en måde at være den eneste, der kan levere varen, så.”

Benny ved alt om at levere eftertragtede produkter. Han kører til dagligt sin ostesalgsvogn rundt til områdets torve, og er kendt i lokalmiljøet som Cheddar-Benny. Han betjener hele Arden-egnen, og kan lugtes langt væk fra, når han kommer. Børnene bydes altid på en lille happer Brie, så Benny er godt populær.

Og i sommeren 2020 udvidede han så sin forretning.

Det lykkedes ham nemlig at sætte sig tungt på markedet for engangsmundbind, mens coronatiden var på sit højeste. Han er venner med de lokale brugsbestyrerer, og fik – i bytte for nogle saftige stykker ost – en aftale på plads, hvor han kunne opkøbe alle områdets mundbind til en fordelagtig pris, i takt med at de kom på lager. Og så solgte han dem fra sin ostevogn, “med en lille profit”, som han beskriver det.

Men så ramte katastrofen. Pludselig, som lyn fra en klar himmel, blev kravet om mundbind omhævet af “den satans narremis,” som han omtaler statsministeren Mette Frederiksen. Benny var endt med et lager på 1280 engangsmundbind, som han ikke kunne sælge. Og han skyldte Dagli’Brugsens uddeler ekstramodnet Danablu for 20.000 kroner.

“De penge havde jeg sgu ikke at give ud af. De skulle jo komme fra salget af mundbind!”

Men Benny er en kreativ mand, og fik den idé, at han kunne begynde at lave kunst ud af dem. “Det kan jo ikke være så svært, vel?” siger han. “Hvis ham der Thorvaldsen kunne, kan jeg sgu da også, ikke?”

Det er en tilpasset form for papmaché, han har gang i, hvor han søber mundbindene i en heftig lim, og derefter klistrer dem ovenpå hinanden i form af en figur.

“Jeg havde alligevel så meget lim stående, af urelaterede årsager,” siger han. “Det er helt sikkert og totalt uskadeligt. Så længe du ikke opbevarer figurerne ved mere end 25 grader. Derover siver der måske lidt giftige dampe ud. Måske ikke. Kunsten er lidt et mysterium, forstår du.”

Benny har omfavnet livet som kunstner, og overvejer at gøre det på fuld tid. Men han vil nok også have svært ved at slippe osten, spekulerer han. “Min første kærlighed,” som han beskriver den.

Men kunsten er begyndt at fylde meget i hans åndsliv. “Jeg har nogle gange kaldt det ‘Pap-maské’. Det har jeg mistet flere gode venner på,” siger han vemodigt, men understreger at han intet fortryder. “Jeg dvæler ikke så meget ved fortiden. Jeg er jo ikke en kvinde, vel?”…