Den glemte Shakespeare

Vi kender alle til Williams Shakespeare’s store værker. Vi var nødt til at lade som om, de var interessante i gymnasiet, vi har hørt alle de berømte citater, og vi har endda set Shakespeare in Love. Mange gange. Han er en af de mest berømte digtere og skuespilsproducenter nogensinde. “To be or not to be”, ikke? Mit kongerige for en hest!

Men det er sgu egentlig lidt synd.

For nok var William ret god til at iscenesætte sig selv og promovere sine værker.

Men meget tyder på at det var hans lillebror, Jason Shakespeare, der var familiens sande geni.

Vi snakker ikke så meget om hans værker nutildags. De bliver ikke lavet til Hollywood-film, og de er ikke end del af skolernes rædselsregime. Det er i det hele taget svært at få sine fedtede naller i et genoptryk af hans skrifter. Man kan endda risikere at blive cancelled, hvis man prøver!

Men lykkes det for dig, venter en helt særlig oplevelse. Der er nemlig ikke nogen som Jason Shakespeare. Der var ikke i hans levetid, og der har ikke været det siden.

I de seneste år er J-Shakes (som han ofte benævnes af kendere) blevet genopdaget i de akademiske og kulturelle miljøer, og der bliver for tiden gjort et stort arbejde med at udbrede kendskabet til kunstneren. En af dem, der fører an, er Gitte Akselsen-Terf, litteraturhistoriker ved Maribo Universitet og fritidsparodontolog. Hun gik med til at indvie mig i J-Shakes’ magiske verden.

“Det vigtigste, du skal vide om Jason, er at han havde en totalt uimodståelig sproglighed, der bare var helt totalt sexet på den lækre måde,” fortæller hun mig på sit skyggefulde kontor, med et lystent glimt i øjet. “Jason – som jeg tillader mig at kalde ham, fordi han spiller så massiv en rolle i mit liv – kan lægge dig ned og ruske dig i din grundvold med et enkelt gradbøjet adverbium. Det er noget über hot shit.”

Efter Gitte Akselsen-Terf har taget en pause og er faldet lidt til ro, fortæller hun mig lidt mere konkret om Jason Shakespeare’s værker, og hvordan de adskiller sig fra den mere berømte brors.

“William Shakespeare er især berømt for skuespil og formbundne digte – sonetter, og den slags pis. Det er lidt ‘klassisk Shakespeare’, som folk kender det. Men det, som Jason har givet os, er radikalt anderledes. Det er mere forud for sin tid, kan man sige. Og helt ærligt, så er det også forud for vores tid. Det er noget futuristisk lir, er det.”

Litteraturhistorikeren nægter at anerkende den teori, der har vundet frem i de seneste år, at William Shakespeare selv var en form for primitiv forløber for tekst-AI’en ChatGPT. “Det er noget vås,” siger hun skråsikkert. “Og egentlig lidt et dis af AI’en at sammenligne den med noget så nederen som Big Willie Shakespeare.”

Læs også: Shakespeare var en AI

Et af hendes yndlingsværker af Jason Shakespeare er one-man-showet “Bitches Be Like” fra hans blå periode. Det minder mest af alt om en slags stand-up-rutine om de respektive forskelle på kvinder og mænd i samtiden, og konkluderer at ja, dengang købte kvinder også meget ind. “Wenches be procuring,” som det hedder i manuskriptet.

Et andet er digtet “i am angry at mother because…”, der er en slags proto-slam-poesi, der til tider næsten lyder som rap. Rimene og rytmen er dog lidt for overgennemtænkt og anstrengt til mig – det er ikke ligefrem Lil’ Pump, hvis du ved hvad jeg mener.

Når Gitte Akselsen-Terf skal pege på det aller-allerbedste fra J-Shakes, falder valget dog på et teaterstykke, der menes at være mesterens sidste værk. “Jeg er totalt pjattet med det her stykke, der formår at kombinere det bedste fra de klassiske komedier og dramaer, på en måde som William aldrig kunne,” siger hun.

“Death Squad Zombie Annihilatorz” hedder teaterstykket, og det kombinerer en testosteronpumpet macho-splatter-fest med en rundhåndet spredning af saftige, satiriske punch-lines. Hver gang hovedpersonen i stykket, Jayson Tuffman, udraderer en rallende zombie med en stridsøkse, kommer han med en komisk bemærkning om zombiens beklædning og måden, den døde på.

“Der er aldrig set noget lignende, selv i dag,” forklarer Gitte Akselsen-Terf. “Hver gang stykket sættes op et eller andet sted i verden, valfarter jeg derhen for at få en rigtig kulturel oplevelse. En pause fra alt det der ‘Hamlet’- og ‘MacBeth’-skrammel. Jeg holder simpelthen ikke til mere af det lort. Nej, Jason – han er litteratur med både stort L og stor diller. Han er sådan okay daddy.”

Her lukker vi interviewet, da den gode forsker er blevet opstemt igen.

Men hvis du får chancen for at opleve et værk af den glemte Jason Shakespeare, skal du helt sikkert gribe den med begge hænder.

Og undgå hans overvurderede bror William som pesten. Det er anbefalingen fra Magasinet Kunstnerisk.