Drukkultur udstilles på Nationalmuseet
Ny udstilling skal afspejle danskernes kultur for at drikke sig i hegnet
På Nationalmuseet bevæger man sig i disse tider væk fra de støvede og tørre udstillinger – bogstavelig talt. Det blev nemlig annonceret i denne uge, at museet vil opsætte en ny udstilling, der sætter fokus på danskernes helhjertede og hæderkronede kærlighed til alkohol.
“Vi drikker jo som svin,” udtaler Arne Willerslev, direktør for Nationalmuseet til Magasinet Kunstnerisk. “Drukkulturen er et af de definerende aspekter af dansk kultur, og det er derfor oplagt at bringe den ind på Nationalmuseet, der jo skal give en sandfærdig afspejling af Danmarks kulturarv. Vi skal give publikum en engagerende oplevelse af hvordan landets kultur er, og har været, gennem tiden.”
Derfor bliver der indrettet særlige rum på museet uden opstilling af kunst eller historiske artefakter, hvor besøgende kan deltage i en interaktiv udstilling, der rekreerer danskernes drukkultur ved at servere gratis fadøl, snaps og Små sure-shots.
Og til stede er selvfølgelig også Arne Willerslevs berømte (og snart patenterede) kedsomhedsknap. “Den regner jeg så ikke med at nogen trykker på her, det er klart,” siger han fnisende. “Men hvis der er, så kan det godt være at vi har en boombox ladt med Birthe Kjær, og et balloon drop i baghånden. Så skulle der ikke være nogen, der keder sig mere.”
Et tilstødende lokale er indrettet med senge og rødt lys, for at fejre det danske frisind og åbne holdning til seksualitet. Der er desuden installeret kameraer, der streamer direkte på Nationalsmuseets hjemmeside, som en hyldest til pornografiens frigørelse i Danmark.
Arne Willerslev løfter sløret for et tidligt koncept til udstillingen, der involverede en gigantisk Pez-dispenser med lykkepiller til fri afbenyttelse…
Denne artikel er kun tilgængelig for abonnenter.
Abonner på Magasinet Kunstnerisk i dag, og få adgang til podcasts, video, stories og vores komplette arkiv af spændende artikler og anmeldelser
Du bliver et mere lykkeligt og kulturelt acceptabelt menneske, hvis du giver os dine penge!
Køb abonnementAbonnerer du allerede? Log ind