Teatertrup genopfører berømte fodboldkampe
Oplev historiens største øjeblikke med egne øjne – spark for spark
De store teaterstykker opføres og gentænkes igen og igen, år efter år, i alle ender af verden. Folk flokkes for at se værker af Shakespeare, Ibsen og Beckett, sådan som det oprindeligt var hensigten, de skulle opleves – i levende live. Orkestre spiller århundreder gamle symfonier, med stor succes. Kunstværker kan fremføres, genfortolkes og genopdages af eftertiden, lang tid efter kunstnerne bag er gået bort.
Men vi tænker traditionelt ikke på fodboldkampe fra dette perspektiv. Hvorfor egentlig ikke?
Det spørgsmål stiller en teatertrup i Vejle, der har kastet sig over at genopføre de allerstørste fodboldkampe, i deres helhed. Spark for spark. Mål for mål. Rødt kort for rødt kort.
“Det er en udfordring, det er helt sikkert,” fortæller instruktør Bodil Agerhøj mig. “Men en spændende én. Vi kaster os helhjertet over det. Der er meget nyt at lære, rent skuespilsmæssigt. Jeg kendte for eksempel ikke til offside-reglen, så det var et interessant nyt værktøj for mig som skuespiller.”
Teatertruppen KNÆK&BRÆK har tidligere opsat andre utraditionelle produktioner, såsom en teaterudgave af Michael Bay’s Transformers, en musical baseret på rapperen Tekashi69’s sange, og Peer Gynt. Og nu har de så kastet sig over fodbolden.
“Der har været nogle udfordringer i det,” siger skuespiller Maren Hansen. “Især fordi vi kun er 17 i gruppen, og det viste sig jo hurtigt ikke at være nok. Men nogle af vores veninder ville heldigvis gerne træde til i nogle af de mindre roller. Og så er de fleste af os jo midaldrende kvinder efterhånden, så det meget løberi var ikke noget, vi var helt vant til. Men det har været en lærerig oplevelse. Jeg har studeret Hamlet’s karakter for at forberede mig til rollen som David Beckham.”
KNÆK&BRÆK er med deres projekt blevet sammenlignet med et cover-band, der opfører sange af andre bands, i stedet for at lave deres egen musik. Bodil Agerhøj foretrækker betegnelsen tribute band i stedet. “Det er en hyldest til de seje drenge, der oprindeligt opførte handlingen. Vi vil vise verden, hvad det var de kunne, ved at gengive begivenhederne i et live-miljø. På den måde minder vi meget om for eksempel Pink Floyd Project, eller The Rolling Stones.”
Kulturministeriet har meldt ud at de støtter op om projektet, og beskriver fodbold som det ypperligste, som dansk kultur har at byde på – næst efter håndbold. Bodil Agerhøj agter at søge kunststøtte ved næste puljerunde, og har desuden planer om at eksperimentere med også at opføre klassiske håndboldkampe. “Vi leger lidt med tanken om at kombinere det med den japansk kabuki-stil,” siger hun.
Jeg er med til generalprøven på deres seneste fodboldstykke, Italien vs Frankrig fra 2006. Og selvom jeg måske var en smule skeptisk til at starte med, må jeg indrømme at gruppen leverer en meget indlevende og realistisk gengivelse af de store øjeblikke…
Denne artikel er kun tilgængelig for abonnenter.
Abonner på Magasinet Kunstnerisk i dag, og få adgang til podcasts, video, stories og vores komplette arkiv af spændende artikler og anmeldelser
Du bliver et mere lykkeligt og kulturelt acceptabelt menneske, hvis du giver os dine penge!
Køb abonnementAbonnerer du allerede? Log ind