Ingeborg lever af sukkulenter

Ingeborg Schaumküss var aldrig som de andre piger. Når de andre piger spillede håndbold, spillede hun stangtennis. Når de andre piger lagde make-up, lagde hun tagsten. Og når de andre piger kastede deres værdighed og mødom i grams til en eller anden smart fyr, der slet ikke var det værd (hej Rodrigo!), kastede hun håndfulde af grus i øjnene på maratonløbere ved de Olympiske Lege.

Ingeborg var altid noget for sig.

Og nu er hun endnu en gang en frontløber. Nu marcherer hun endnu en gang med avant-garden. Men ude af takt. For Ingeborg er ikke som de andre piger.

Jeg har aftalt med Ingeborg at lave en stor portrætartikel om hende og hendes spændende livsstilsvalg. Jeg er meget spændt på at høre, hvordan det føles på den måde at trodse normerne og være fuldt ud sig selv. Jeg, der voksede op i Roskilde og var som alle de andre piger. Spillede håndbold, lagde make-up og kastede mig selv i grams til Rodrigo. Jeg overvejede ikke engang håndfulde af grus, for jeg var normal og anstændig, en pæn pige med en acceptabel fremtid og en løn på 70% af mine mandlige kollegaers.

Jeg var som de andre piger, og netop derfor synes jeg, at Ingeborg er så spændende, og værd at underkaste et stort interview. For hun er noget for sig. Hun er en ener.

Det er tirsdag, og jeg triller op til Ingeborgs residens i min kommunegrå gamle Ford Fiasco. Ingeborg bor i Stenhøj i et lille skævt hus – alene, rent bortset fra rotter og mus. Dagen er ved at gå på hæld, og et magisk lys kaster sig villigt ud over gårdspladsen, græsplænen og de utallige vulgære havenisser.

Ingeborg åbner døren, giver mig et kram og et klap på numsen. Vi har aldrig mødtes før, men jeg føler allerede at vi er bedste veninder. Der er noget over Ingeborg. Hun er helt sikkert ikke ligesom de andre piger.

En af de første ting, jeg spørger ind til, er hendes job, fordi jeg er dum og plat og overfladisk og ikke fortjener gode ting.

Ingeborg smiler, griner let og tilgivende, og fortæller så om hendes karriere som forhandler, producent og distributør af sukkulenter.

“Det var selvfølgelig dengang, jeg havde en karriere,” skynder hun sig at sige. “Den slags behøver jeg ikke mere. Det er kun de andre piger, der gør det.”

Jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne blive som Ingeborg. Min mor har altid fortalt mig det, og jeg kan se i min kats blik, at den vil aldrig blive stolt af mig.

Ingeborg fortsætter: “Jeg har længe levet af sukkulenter – som et job, en karriere, en økonomisk støttefod. Men jeg så lidt lyset, en dag i april for et par år siden, og efter jeg slukkede lampen, begyndte jeg at tænke lidt på om det gav mening at jeg havde et job. Og så sagde jeg op. Men jeg lever stadig af sukkulenter. Nu er det bare på en mere direkte, næringsgivende måde. Jeg er tættere knyttet til sukkelenterne, end da de blot var et middel til økonomisk vinding for mig. Nu æder jeg dem, rå, grillede og syltede. Det er selvfølgelig ikke det eneste, jeg spiser men på en given uge udgør de 80-90 procent af min kost. Jeg er også rigtig glad for leverpostej, forstår du.”

Jeg forstår. Eller, det gør jeg ikke, for jeg er som de andre piger, og vil aldrig helt kunne forstå én som Ingeborg. Men jeg føler hvordan det ville føles at forstå, og jeg smiler.

Ingeborg fortæller videre at hun også gærer saften af sukkulenter til en delikat spiritus.

“Det smager af rævepis og terpentin, men ellers er det ganske godt. Det har ikke noget med tequila at gøre, skal jeg lige understrege. De andre piger drikker tequila, gnasker salt og underkaster sig utroværdige latinamerikanske elskere, der påstår at være i familie med Venezuelas kongefamilie. Jeg er ikke som de andre piger, så jeg drikker en besk sukkulentvin på omkring 60 procent.”

Hun tilbyder at vise mig sit apparatur, og vi går til skuret i hendes have. Jeg bliver mindre og mindre sikker på mig selv, og fortvivler over de tøjvalg, jeg foretog i morges. Hvorfor er jeg altid så konventionel og regelret. Ved jeg overhovedet hvem jeg selv er? Er jeg bare et spejlbillede af samfundets normer og forventninger, ligesom de andre piger? Hvorfor spillede jeg dog håndbold? Hvorfor?!

Indholdet i alle Ingeborgs flasker er forskellige farver, og nogle af dem syder og bobler. Med et manisk glimt i sine smukke grønne øjne tilbyder hun mig en slurk af sin livseliksir.

Jeg vågner op fem dage senere. Jeg er hjemme i min lejlighed, men den er blottet for møbler, blottet for genstande, blottet for tegn på det normale.

Alt gør ondt, og jeg har ikke en trævl på. Jeg ser dobbelt, mindst, og der er ikke et spor af min kat.

Men jeg er lykkelig.

Jeg er helt sikkert ikke som de andre piger nu, for hvem af dem ligger nøgen i deres tomme spisestue og har formentlig mistet adgangen til deres MitID?

Ingen af dem, det kan jeg godt love dig. Den slags sker ikke for pæne piger. Rodrigo sker for pæne piger.

Og jeg er ikke en pæn pige længere (på ingen af måderne) – jeg er ikke som de andre.

Og jeg har Ingeborg at takke for det.

Jeg får aldrig fat på Ingeborg igen. Da jeg kører ud til hendes hus igen, er det blevet solgt til en venlig russisk familie, der miner crypto. Og hun tager ikke telefonen.

Jeg ved ikke hvad der er sket, men jeg ved at jeg er fri. Jeg er ikke længere som de andre piger. Det kan godt være, at jeg har fået ambuteret en storetå, at jeg har optaget 71 kviklån, og at mit syn aldrig vil blive godt igen. Men det er lige meget. Så længe at jeg ikke er som de andre piger. Det er i sandhed den værste skæbne, der kan overgå én.

Dét, og Rodrigo.