På denne dag – 1. april 2021 – er det fem år siden at rap-gruppen Tegnedreng Records forsvandt. Da gruppen fra Hobro meldte deres ankomst på musikscenen, var de usædvanligt aktive og produktive. Over en periode på seks måneder, udgav de syv albums og tre musikvideoer. Men præcist et halvt år efter de dukkede op af den blå luft, forsvandt de sporløst igen. Her fem år senere, vil jeg finde ud af hvad der skete. Jeg vil finde ud af, hvad der blev af “Hobros vildeste rap-crew”.
1. oktober 2020
Det er faktisk slet ikke min idé, til at starte med.
En dag i det corona-hjemsendte efterår i 2020, tikker en besked ind i Slack fra min chefredaktør. Han beder mig om at gå i gang med at researche til en portrætartikel om en obskur rap-gruppe fra provinsen. “Men jeg ved ikke noget om hip-hop,” protesterer jeg. “Jeg skriver om klassisk musik her i magasinet.”
“Hvis du spørger Tegnedreng Records, så er deres musik klassisk,” svarer han mig. Der er ingen vej udenom. Jeg er nødt til skrive en artikel om en rap-gruppe, jeg aldrig har hørt om før.
Jeg går til sagen som enhver seriøs journalist: jeg kaster mig over min research, og graver mig dybt ned i emnet for min artikel. Det, som jeg finder, ender trods min umiddelbare skepsis med at fascinere mig endeløst. Tegnedreng Records er farverige, højtråbende, vulgære, tilsyneladende blottet for selvbevidsthed, og helt udenfor de almindelige rammer for dansk hip-hop. De er noget helt for sig selv. Og så er de væk igen. Fra dag til dag ophører al deres aktivitet på de sociale medier, alle deres udgivelser stopper. De er sporløst forsvundet. Det er et mysterium, et jeg ikke kan slippe, et jeg er nødt til at finde forklaringen på. Min efterforskning er skudt i gang.
Nogen må vide noget. Det her er Danmark i det 21. århundrede – man kan sgu da ikke bare forsvinde sporløst. Jeg går direkte til kilden, og skriver til Tegnedreng Records på de sociale medier – @tegnedreng. Selvom de ikke længere poster der, håber jeg at der stadig er nogen der logger ind og vil se min besked. Jeg prøver først på Instagram, så Twitter, Soundcloud, og til sidst Facebook.
Intet svar. Okay, så enten er de droppet helt ud og der er intet af den gamle gruppe tilbage, eller også vil de ikke findes.
16. oktober 2020. I Hobro
Jeg tager en spontan beslutning, hopper ind i min bil, og tænder GPS’en. Man kan som sagt ikke bare forsvinde – især ikke når man, som Tegnedreng Records, er en del af sin bys ungdomsmiljø og kulturliv. Jeg sætter kursen mod Hobro, en by som jeg ved intet om, og som jeg hurtigt finder ud af ligger meget langt fra Amager. Oh well. Det giver mig god tid til at genhøre gruppens musik, og støvsuge teksterne for spor. De henviser til forskellige steder, der tydeligvis må have stor betydning for dem: Adelgade, åen, diskoteket Buddy Holly, Mariagerfjord Gymnasium. På deres Instagram og i deres musikvideoer ses også mange af deres lokale hangouts: Torvebaren, bowlinghallen, grillbaren, Aldis parkeringsplads. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at hvis jeg besøger disse steder, må ånden og arven fra Tegnedreng Records hænge tungt i luften, og dem jeg møder der, må kunne fortælle mig alt om de berømte bysbørn.
Midt på eftermiddagen ankommer jeg til Hobro Centrum. Jeg parkerer og giver mig til at gå rundt på strøget og den lange, snørklende Adelgade. Jeg ser mange af de steder, som gruppen har nævnt og fotograferet. Desværre er der grundet corona’en temmelig få mennesker i gaderne, i denne i forvejen ret søvnige jyske by.
Jeg finder en flok rebelske unge mennesker, der hygger med Red Bull i det spæde solskin på en parkeringsplads. Det her, tænker jeg, må være målgruppen, dem der bedst kender gruppens musik. Men til min store forbavselse, kigger de uforstående og måbende på mig, da jeg nævner Tegnedreng Records, Adelgade-Banden, Hobronx Moneymakerz, og de mange andre øgenavne, gruppen har haft. Jeg fortsætter videre rundt i byen, besøger værtshuse, grillbarer, tøjbutikker. Danmark er på dette tidspunkt ikke lukket helt ned, og der er åbent mange steder. Men ingen har hørt om det, som jeg ellers anser for Hobros væsentligste kulturelle eksport. I stedet møder jeg en mistro overfor mit “københavneri” og mine intentioner som journalist. “Du skal fandme ikke prøve på noget,” siger en ældre mand på Torvebaren til mig. “Jeg kender din type, I fordrejer folks ord og finder på alt muligt, der er lyv. Du kan bare vove på at citere mig om noget om de der ‘Tegnedrenge’, du snakker om.”
Jeg er chokeret. Altså, hvad sker der lige her? Hvorfor er der ingen, der kender Tegnedreng Records – eller nærmere, vil stå ved at gøre det? Man tager trods alt ikke til Skjern, og så er der ingen der kender til Gnags. Noget stemmer ikke her.
Da jeg kommer hjem, spørger min kæreste mig om jeg ikke tror, at jeg overtænker det her. Der er vel ikke noget særligt mysterium her. Mon ikke det bare var en flok gutter, der hang ud, havde det sjovt, og lavede noget middelmådig musik, og så bare stoppede igen? Måske blev de trætte af det, fandt noget andet at lave, eller gik hver til sit?
Jeg er fristet til at acceptere denne simple forklaring. Det er klart den nemmeste måde at anskue Tegnedreng Records på. Men der er for mange løse ender i den røde tråd, for mange spørgsmål uden svar, og for mange små, spredte spor, der antyder et større, skjult hele. Jeg kan mærke at der er en god historie begravet her.
Så hvem er de her Tegnedreng Records, tænker du nok, hvis du ikke har hørt om dem før. Alt, hvad vi kender til dem, kommer fra deres mange sange, musikvideoerne, og deres strøm af opslag på de sociale medier. De er en flok unge mennesker først i tyverne – mænd, med få undtagelser. Hvor mange medlemmer, gruppen egentlig har, er umuligt at sige. Det virker som en løst defineret venneflok, hvor nogle bidrager meget til musikken, og andre kun kigger lejlighedsvist forbi.
I gruppens kerne har vi rappere som P Desmet, L Jooken, P Swiggers og B Lamiroy. Ja, det er det, de kalder sig. I ved hvor mærkelige rapperes kunstnernavne er. Undervejs i deres halve års levetid, begyndte andre medlemmer at indtage større roller, heriblandt HM Hoeningwald og produceren J De Clercq.
Mens deres karriere stod på, levede de med store bogstaver. Der blev ikke sparet på noget i lir, damer, sprut og statussymboler, og udgivelserne kom i stride strømme. Ét medlem indgik dog i en kontinuerlig dialog med sig selv om hvorvidt denne livsstil var noget for ham, eller om han skulle stræbe efter højere kunstneriske ambitioner. P Swiggers var en af de grundlæggende stemmer i projektet, men drog i løbet af det halve år på en kreativ rejse, der førte ham til at udforske sin højkulturelle nysgerrighed, stikke af til Polen, afvise den hedonistiske livsstil og dens fokus på at “knalde damer og sniffe coke”, og endelig forlade Tegnedreng Records for at gå solo. Det resulterede i en modbydelig beef mellem ham og gruppen, som stod på mens han helhjertet kastede sig over at lave noget temmelig abstrakt elektronisk musik og langmodige akustiske folk-sange. Inden længe stod det dog klart, at det ikke rigtig fungerede for hverken ham eller gruppen, der i mellemtiden havde satset på mainstream-pop uden større held. Resultatet blev en genforening, og to måneder med fuld skrue på den sleske, barske hip-hop – før de forsvandt uden varsel den 1. april 2016.
Og det er dér, vi er nu. Hvordan kan man fylde så meget, og så blive væk?
9. december. Den akademiske vinkel
Det rejser jo en masse spørgsmål om eksistens, ungdomskulturens flygtighed, og identitet i det online og offline rum. I min jagt på en forklaring på hvad denne rap-gruppe var for en størrelse, hvilke intentioner, der lå bag, og hvorfor den ophørte så brat, kaster jeg mig over forskningslitteraturen.
Tegnedreng Records lever i vores forståelsesramme udelukkende som en afspejling af de medieartefakter, som er blevet uploadet til sociale medier og streamingtjenester. Den idé, som vi har om hvad de er, er altså en fortolkning og rekonstruktion ud fra små adskilte, men tværforbundne fragmenter. Billedet, vi står tilbage med, er en mosaik: utallige mindre ideer, samlet til at udgøre et større hele.
Vores forståelse er derfor per definition mangelfuld og kurateret, og altså ude af trit med en rå, umedieret virkelighed. Alt, hvad der er blevet delt, er resultatet af et valg, nogen har truffet. Man kan derfor ikke adskille repræsentationen af Tegnedreng Records fra den aktive intention bag, og vi kan kun forholde os til resultatet af vores egen fortolkning. Dette kan beskues fra et semiotisk perspektiv – en læren om ideer som tegn, der fortolkes. Ifølge filosoffen C.S. Peirce, består et tegn af en tredelt relation mellem et objekt (eller idé), der repræsenteres i en sammenhæng som en representamen, og den resulterende fortolkning, en interpretant.
For at undersøge denne tolkningsramme nærmere, arrangerer jeg et telefonisk interview med professor Morten Therkelsen, der forsker i semiotik. “Alt, hvad der bærer mening og betydning, er et tegn,” fortæller han mig. “Tegn grupperes i koder, som vi bruger til at transmittere budskaber gennem et medie.”
“Så kan jeg bruge konceptet om en klynge af tegn til at komme tættere på en forståelse for intentionen bag rap-gruppen Tegnedreng Records?”
“‘Tegnedreng Records’? Det lyder bekendt. Jo – for omkring fem år siden, mener jeg, havde de studerende, der hvor jeg arbejdede, gang i noget, der hed noget i den stil. Jeg synes, du skulle tage og kigge nærmere på Det Informationsvidenskabelige Akademi under Københavns Universitet, i Aalborg. Det er lukket nu, men du kan sikkert finde nogen, der ved noget.”
“Undskyld, i Aalborg? Sagde du ikke Københavns Universitet?”
“Jo. Altså – det var en hel ting, jeg ved ikke hvad jeg skal sige…”
“Okay. Tak for tippet.” Vi afslutter interviewet, og jeg er spændt på at forfølge dette nye spor. Det er dog en temmelig stor skuffelse, at jeg er nødt til at tage tilbage til Jylland.
Ved hjælp af det digitale søgeinstrument Bing, kommer jeg frem til at der godt nok lå en uddannelsesinstitution med det navn i Aalborg. Den havde tidligere heddet Danmarks Biblioteksskole, og været uafhængig; nu var den transformeret til et mindre studie på Københavns Universitet (i København). Var det virkelig bibliotekarerne, der stod bag Tegnedreng Records?
Umiddelbart lyder det helt skørt. Men da jeg tænker mere over det, kommer jeg i tanke om nogle små detaljer og henvisninger i gruppens udgivelser, der godt kunne hinte i den retning. Nogle lidt for intellektuelle ord, nogle lidt for universitetsagtige locations. Og i musikvideoen til sangen “Adelgade Klassisk” står de på et tidspunkt foran et bibliotek.
Nu, hvor jeg nærstuderer billedet, konstaterer jeg at der på rapperen P Desmets t-shirt står ikke bare “Fuck KU” – som kunne henvise til Konservativ Ungdom – men også Københavns Universitet. Det er i mine øjne et stensikkert tegn, en smoking gun. Der er en forbindelse mellem Det Informationsvidenskabelige Akademis afdeling i Aalborg, som blev overtaget og senere lukket af Københavns Universitet, og den flygtige rap-gruppe.
Under min søgning på internettet, finder jeg en anden, mærkelig ting, der indikerer en forbindelse til universitetsmiljøet. Navnene på flere af medlemmerne, måske endda dem alle, dukker op når man søger på videnskabelig litteratur. Der er endda en videnskabelig artikel fra 1998 med titlen “Metahistoriography meets (linguistic) historiography”, skrevet af tre forskere med samme navne som kernegruppen P Swiggers, P Desmet og L Jooken.
Det lugter helt klart af, at det er nogle universitetsstuderende fra Aalborg, der står bag Tegnedreng Records. Men eftersom dette aldrig nævnes direkte i gruppens tekster, der ellers er meget detaljerede om deres personlige liv, må det betyde at den virkelighed, de præsenterer, er konstrueret og falsk. Hvor meget andet ved gruppen er i så fald falsk? Hvor meget af det er iscenesat og prætenderet, og hvor meget skete rent faktisk?
11. december. I Aalborg
For at blive mere sikker i min sag, kører jeg igen til det jyske. Min kæreste ryster på hovedet, da jeg tager afsted. Men jeg må se det med mine egne øjne. Efter mange timer i bilen, er jeg endelig i Aalborg Øst, hvor jeg giver mig til at udforske området omkring Aalborg Universitet. Det er her, Det Informationsvidenskabelige Akademi lå. Endelig finder jeg den nu forladte og halvt sammenstyrtede bygning, og jeg genkender den tydeligt fra baggrunden af gruppens musikvideoer og billeder. De var helt sikkert her. Mit hjerte hamrer hastigt.
Desværre er hele universitetet corona-nedlukket, og der er ingen mennesker i nærheden, jeg kan interviewe. Jeg går en tur i området, og finder flere steder, jeg kan genkende, og jeg bearbejder følelsen af at være på stedet, hvor det hele skete. Men der er ikke meget mere, jeg kan gøre her nu, og jeg vender snuden hjemad igen.
Så hvis Tegnedreng Records er udsprunget af det intellektuelle universitetsmiljø, må der have været en dybere mening med det hele. Der må være et budskab, som man bare skal finde frem til. Er det et kunstprojekt, måske et satirisk stykke performance-art? Er det en litterær parabel? Brugen af forskernavne kunne antyde at det hele er baseret på et teoretisk og metodisk framework. Og karakteren P Swiggers’ udforskning af livet som “seriøs” kunstner peger i retning af en (karikeret) udforskning af det højkulturelle miljø.
Men hvis det er en intellektuel kommentar, hvordan skal man så forholde sig til alle de problematiske aspekter i gruppens materiale? Deres tekster er propfulde af misogynistiske og kvindenedladende synspunkter, generelle voldelige tendenser, salg af stoffer og andre lovbrud – og det hele er gennemsyret af en aggressivt hedonistisk attitude af lev-for-i-dag og fuck-alle-andre. Hvad har man ønsket at sige med dét? Er det hele et vrangbillede, der har til formål at understrege rigtigheden af en ideologi – måske feminisme eller antikapitalistisk socialisme? Jeg bliver mere og mere overbevist om at der er en kode til det, der bare skal knækkes, så kommer man frem til en håndgribelig bagvedliggende mening med det hele.
Jeg skriver en email til Morten Therkelsen, forskeren der gav mig hintet om Aalborg, og spørger om han kan huske mere. Desværre ikke, beklager han. Han plejede ikke så meget social omgang med de studerende. Men han har dog ét fascinerende guldkorn mere: “Jeg tror muligvis en af de involverede var en skuespiller,” skriver han. “P. Svigger? Kan det passe?”
Interessant, hvis projektet har været større end blot et uformelt fritidsprojekt fra nogle studerende, og har haft budget til at hyre en skuespiller. Men den store rejse, som karakteren P Swiggers kommer ud på – kunstnerisk vækkelse, opbrud med gruppen, kreative eksperimenter, genforening – kunne godt kræve en professionels greb. Jeg bruger de næste uger på at undersøge disse teorier, og måske lokalisere skuespilleren.
17. februar 2021
Så får jeg lige pludselig et gennembrud i min efterforskning, der får mig til at kaste alle mine højtravende teorier ud af vinduet. En af mine pålidelige informanter har fortalt mig om et gamer-forum på nettet, en Discord-kanal, hvor der efter sigende bliver delt Tegnedreng Records-memes. Det er det første sted, jeg har hørt om, hvor arven efter dette kulturelle fænomen lader til at leve videre. Jeg er nødt til at vide mere.
Jeg får hjælp af min nevø til at koble mig op på dette gamer-forum, og sætter mig så til at observere chatten. Efter nogle timer og flere kander kaffe, sker det endelig: en bruger, der kalder sig tamagotchi95 deler en GIF fra en af Tegnedreng Records’ musikvideoer.
Denne person må vide noget, eller kende nogen fra gruppen. Jeg skriver en besked til ham, men for ikke at skræmme ham, nævner jeg til at starte med ikke at jeg er journalist. “Hey. Jeg så du delte en GIF med Tegnedreng Records. Hvad kender du til dem?”
“Hvem er du? Hvad vil du?” svarer personen. Okay, ikke den bedste begyndelse.
Jeg prøver igen. “Du ved godt, det er Tegnedreng Records, ikke? Jeg er bare interesseret i dem, og syntes det var sjovt at se nogen dele noget med dem”.
“Selvfølgelig fucking ved jeg hvem de er, jeg fucking legit okay. Jeg ved alt om dem.”
“Du kender dem måske endda personligt?” prøver jeg.
“Selvfølgelig gør jeg det. Bitch, jeg er fucking L Jooken.”
Bingo.
19. februar 2021. Interview med L Jooken
L Jooken er et af de grundlæggende medlemmer af Tegnedreng Records, og et af de mere udefinerlige. Selvom han ofte var med i musikvideoer og Instagram-posts, gik han altid klædt i en elefanthue og har dermed aldrig vist sit ansigt. Men som rapper er han øjeblikkeligt genkendelig på sit lyse, krængende flow.
Nu har jeg arrangeret et interview over Zoom med en, der påstår at være L Jooken. Jeg er meget spændt.
Fjorten minutter efter det aftalte tidspunkt, kobler han sig op på Zoom-mødet. Han er gået med til at have kamera på, og det jeg ser, er en mand sidst i tyverne, en tjavset type. Da jeg hører ham tale, lyder han ganske normal, men L Jooken kan også sagtens have lavet sin stemme om når han rappede. Jeg er ikke overbevist om at det her er den ægte vare, men jeg kan heller ikke afvise det. Jeg gør ham opmærksom på, at jeg optager nu.
“Det er bare i orden, jeg er vant til mikrofoner, G.”
Kan du fortælle mig lidt om Tegnedreng Records?
“Fuck ja. Vi var de vildeste, de hårdeste, det største Hobro nogensinde har set. Vi var konger.”
Så det var… ægte? Det var ikke iscenesat, eller manipuleret med?
“Det var 100p ægte, totalt legit. Vi svømmede i fame og lette kællinger. Det var så fedt, vi kørte non-stop hver nat, party party party. Jeg forstår slet ikke hvorfor du kan tro at vi ikke bare var det mest real shit derude.”
Jeg har bare haft svært ved at finde nogen i Hobro, der har hørt om jer.
“Så har du fucking også bare spurgt de forkerte, ik’? Hvem har du spurgt, gamle damer på gågaden? Vi var fucking street, undergrund, ik’? Dem, der tæller i Hobro, de ved sgu godt hvem vi er, kan jeg hilse og sige.”
Okay. Men hvis det var så fedt, det hele, hvorfor stoppede I så?
Han tøver. “Prøv at hør, nogen gange sker ting bare, okay? Ting falder bare fra hinanden, selvom det er godt shit. Hvis en fucking nar går straight, og én sælger ud, så er der jo ikke meget, man kan gøre vel? Sådan er det. Men mange af os, vi er stadig herude, vi holder stadig vores game real.”
Vil det sige, du stadig er aktiv som rapper i Hobro?
“Næste spørgsmål.”
Jeg har hørt et rygte om at P Swiggers i virkeligheden var en skuespiller. Kan du be- eller afkræfte det?
Han tøver igen. “Næste spørgsmål. Bitch.”
Okay. Kan du sige noget om, hvem i gruppen, du synes solgte ud eller ændrede livsstil?
“Hør her, fam, dem der tæller, de er stadig herude, de holder flammen i live. Ægte gangstere ved godt hvem de er. No doubt. Vi holder stilen ren, for real, yo. Der sker ting og sager, du har ikke hørt det sidste til os.”
Vil det sige, at der er mere musik på vej fra Tegnedreng Records?
“Shit, vi arbejder på en reunion, man, men du ved hvor svært det lort er, ik’? Man er lidt forskellige steder, har gang i forskelligt shit, men vi stabler noget sammen, selvfølgelig gør vi det. Adelgade Banden kommer altid tilbage, no doubt, vi er de vildeste.”
Kan du eventuelt sætte mig i kontakt med nogle af de andre medlemmer, gerne også nogle af dem, du siger har solgt ud? Jeg kunne godt tænke mig nogle flere perspektiver på projektet.
“Det er ik’ et fucking projekt, det er en livsstil. Og du skriver en artikel om mig, G, ikke en taber, der går hen og bliver offentligt ansat. Okay, fuck det her shit, det var nice at snakke med dig, men jeg har en stream på Twitch nu, så bye bitch.”
Jeg prøver at protestere, men han er allerede nået at hoppe ud af mødet. Jeg sidder tilbage med flere spørgsmål, end før interviewet, og jeg kan stadig ikke sige med sikkerhed, om det rent faktisk var L Jooken.
Over de næste dage og uger prøver jeg på igen at få kontakt til manden, der påstår at være L Jooken. Han svarer ikke. Enten er han blevet træt af mig og mine spørgsmål, eller også prøver han at skjule noget. Jeg er betaget af ideen om, at en hård kerne af Tegnedreng Records stadig er i live derude, og pønser på et comeback. Men det er næsten for godt til at være sandt. Og hans svar var så generiske, at det i praksis er umuligt for mig at vurdere autenticiteten af noget af det.
Ideen om at P Swiggers i virkeligheden var en skuespiller gnaver stadig. Han virker ikke helt som en rigtig person, så det er næsten den mest logiske forklaring. Men hvorfor? Og hvem betalte for det?
Det afføder en ny tanke. Den såkaldte “L Jooken” virkede heller ikke helt rigtig. Og der er så mange små ting i Tegnedreng Records’ historik, der ikke stemmer sådan helt. Hvad nu, hvis L Jooken også var en skuespiller? — Eller de alle sammen var?
Nu kan jeg ikke slippe det igen. Det ville forklare de mange små inkonsekvente ting. Men hvis det ikke er fordi det er et kunstprojekt med ophav i universitetsmiljøet, hvad skulle formålet så være med det hele? Det er der, jeg sidder fast, igen.
2. marts
Nu melder en forklaring sig. Jeg har gået og overvejet muligheden for at hele Tegnedreng Records var iscenesat, og alle medlemmerne skuespillere hyret til jobbet. Det er blevet til mange liter kaffe, mange søvnløse nætter, mange frugtesløse notater, og få håndgribelige svar. Jeg er for optaget af min efterforskning, for langt ude til at kunne slippe det nu. Min kæreste er bekymret for mig. Jeg lytter ikke.
Og omsider får jeg så en livlinje. Telefonen ringer sent en tirsdag aften. Det er en mand, der lader til at vide alt om min efterforskning og min mistanke om at det var skuespil alt sammen.
“Du har ret i det hele,” fortæller han mig. “Hvis du vil vide hvad der i virkeligheden foregik med Tegnedreng Records, skal jeg nok fortælle dig det. Men jeg advarer dig – det er ikke alle, der kan holde til at se virkelighedens blændende lys.”
Efter at have fået lov til at optage samtalen, beder jeg ham om at fortælle mig alt. Hvis der er noget, jeg for alvor savner lige nu, er det en forklaring.
“De var alle sammen skuespillere, hele bundtet,” begynder han. “Jeg har studeret omstændighederne omkring denne ‘Tegnedreng Records’-begivenhed indgående, og det er beskidt som bare pokker, det hele. Det hele var kunstigt, ikke engang produceret i Hobro noget af det. Faktisk kan vi ikke være helt sikre på, at Hobro overhovedet findes…”
Jeg skal til at afbryde ham og indvende, at jeg rent faktisk har været i Hobro, og byen godt nok lader til at findes. Men jeg er for interesseret i at høre, hvor han er på vej hen med det her. Han fortæller mig, at når det hele var så amatøragtigt, dumt og usammenhængende, var det helt med vilje, og at det var topprofessionelle, der stod bag. Med så sløsede produktionsværdier, kunne projektet få fodfæste hos sit publikum uden at tiltrække sig alt for megen opmærksomhed i den bredere offentlighed, og i stedet omhyggeligt målrette sig visse demografisk segmenter, der ville være totalt forsvarsløse. Ad den vej kunne der kommunikeres budskaber ufiltreret udenom alle de etablerede kanaler, lige ind i ungdommens hjerner. “En art kulturel krigsførelse,” konkluderer han.
Det lyder helt vildt, men også lidt spændende. Jeg er i hvert fald nødt til at høre mere. Over de næste uger taler jeg jævnligt i telefon med manden, der nægter at fortælle mig sit navn. Normalt undgår jeg principielt anonyme kilder, men jeg gør en undtagelse her.
Han beskriver projektet Tegnedreng Records som en slags False flag-operation. Det handlede slet ikke om nogle gakkede rappere i en provinsby – det var bare et tilpas plausibelt og let købeligt skalkeskjul for en mekanisme, der skulle kunne injicere nøje tilpassede budskaber ind i hovedet på dem, der kom i berøring med gruppen. En slags forgiftet lokkemad. Jeg bliver gradvist lukket dybere og dybere ind i hans teori, og det begynder at give mening for mig. Der er så meget i de ting, Tegnedreng Records har udgivet, der lader til at være gjort dumt og overfladisk med vilje, og der er så mange tilbagevendende, halvskjulte motiver, der synes at antyde en anden dagsorden end bare plat rap-musik.
21. marts. Helt ude i skoven
Jeg ved næsten ikke hvordan det er gået til, men vi har aftalt at mødes, og jeg er kørt til Jylland, til Skive, hvorfra han har givet mig en rutevejledning til en rasteplads langs landevejen. Her venter jeg en times tid, før han dukker op til fods. Han er sidst i tyverne eller først i trediverne, briller, halvlangt hår og skæg.
“Leif?” spørger han. Jeg nikker. “Følg mig.”
Vi går i stilhed, ned ad en grusvej, der fører ind i skoven. Jeg prøver at starte en samtale, men han tysser på mig. “Ikke herude. Ikke ude i det åbne.” Jeg ser på min mobil, og konstaterer at den ikke har dækning i dette område.
Endelig når vi vores destination. Han fører mig ind i en selvbygget bunker, og jeg må bukke hovedet i den lave indgang. Det er nu, jeg for alvor begynder at stille spørgsmål til hvad det er, jeg har gang i. En forklaring på Tegnedreng Records? Hvorfor er det så vigtigt for mig? Er det måske noget dybere, jeg søger svaret på, noget som denne tåbelige rap-gruppe er blevet en synekdoke, et symbol på? Mens jeg sætter mig til rette i en gammel havestol i en dårligt oplyst bunker, slår det mig hvor surrealistisk og uvirkeligt, det hele er. Og er netop dét ikke hele tilværelsen? Er det ikke alt sammen en gakket, usammenhængende facade, der tonser afsted – og så lige pludselig er væk?
Manden rækker mig en klar drink, som jeg ikke har tænkt mig at smage. “Nu skal du få forklaringen på det hele, så langt som jeg kender den. ”
Tegnedreng Records, fortæller han mig, var ét stort informationskrigsprojekt. Det var et forsøg på at sprede disinformation og konspirationsteorier blandt påvirkelige unge mennesker gennem de sociale medier. Målet var at skabe splid, usikkerhed om virkeligheden, og at underminere den vestlige kultursfæres dominans. Og det lykkedes: beviset er Donald Trumps tid i Det Hvide Hus, og folks tro på at corona-virussen findes…
Jeg føler en tiltagende hovedpine og svimmelhed. Luften er fugtig og omklamrende. Han ved endnu ikke præcist hvem der stod bag hele den kedelige affære med rap-gruppen, men det var enten russerne, nordkoreanerne, den kinesiske virksomhed Tencent, FBI, Mossad, Frimurerne, eller rigmænd fra Luxembourg. Sandsynligvis et samarbejde mellem flere af aktørerne. Og det var meget muligt et forspil, en prøveballon, til QAnon-bevægelsen, der lige nu hærger USA…
Han begynder at slikke på nogle frøer, hvilket han påstår skulle have en berusende virkning. Jeg takker nej til at prøve. Da han begynder at snakke om 5G og chemtrails, kan jeg ikke holde til mere. Jeg tager høfligt min afsked og begiver mig til fods tilbage mod min bil, gennem de store skove nord for Skive. Der er stadig ingen internetsignal på min mobil, og jeg føler mig mutters alene i det tiltagende tusmørke.
I mine tanker gennemgår jeg den lange rejse, jeg har været på i min jagt efter sandheden om Tegnedreng Records, og de mange omveje og blindgyder, jeg har fundet mig i. Her, ved hvad der lader til at være enden af min færd, må jeg erkende at jeg ikke ved hvad jeg skal tro. I alle forklaringerne har jeg fundet noget, der virker uomtvisteligt sandt, men også ting, der bare ikke stemmer.
Den smalle grusvej fører mig omsider tilbage til min bil. Jeg får internet igen, da jeg kaster mig udmattet i førersædet, og jeg beder Apple Maps om at lede mig hjem. Tilbage til civilisationen. I samme øjeblik som min livslinje til den store verden genetableres, plinger min Twitter-app. Det er en besked fra @tegnedreng, Tegnedreng Records’ profil.
Med rystende hånd og holdt vejr åbner jeg beskeden. Den er kortfattet og går lige til pointen:
“Vi ved at du undersøger Tegnedreng Records. Vi vil gerne undgå at du spreder vildledende påstande, og vil gerne komme det i forkøbet. Du vil blive hentet på din privatadresse i morgen kl. 9 og få en fuld forklaring. Så håber vi, at du vil lade emnet ligge.”
Hvad skal man sige til dét? Jeg kører til mit hjemlige Amager, og venter en lang, urolig nat i utryg spænding. Jeg venter på sandheden.
22. marts. Sandheden?
Præcis klokken 9 kommer som lovet en sort Audi for at hente mig. Da chaufføren ringer på min hoveddør, klædt i sort jakkesæt og blanke solbriller, skyder min kæreste mig et bekymret blik: hvilken slags typer, har jeg dog involveret mig med? Jeg tænker det samme, da jeg følger manden ned ad trappen. Det eneste han siger, før vi kører, er “Sluk din mobil”. Jeg adlyder.
Efter at have kørt en lille halv time i stilhed, drejer han af i Glostrup og standser han foran en stor bygning med en funklende glasfacade. Det her er mit stop, fornemmer jeg tydeligt, og stiger ud. Det er ikke umiddelbart til at se, hvem bygningen tilhører, men det lader til at være nogen med midler og indflydelse, der helst flyver under radaren.
Jeg går indenfor og siger mit navn til receptionisten. Hun beder mig om at følge hende. Herinde ser jeg endelig navnet på den virksomhed, der holder til her. I forhallen står der med store, rundede bogstaver Månegal Media.
Det lyder ikke bekendt. Jeg følger receptionisten til elevatoren, som fører os til øverste etage. Her går vi ad en lang gang, med lukkede kontordøre og generiske abstrakte malerier på væggene, til den store dør for enden. Hun banker blidt, og stikker hovedet ind for at melde at “journalisten er her”. Med en blid gestus indikerer hun, at jeg kan træde ind.
Det gør jeg, ganske forsigtigt. I det store, lyse og luftige kontor træder en mand frem og giver mig hånden; der er tydeligvis ikke noget, der hedder corona i disse luftlag. Han fortæller mig ikke sit navn, men oplyser blot at han er “Direktøren for det hele”. Jeg er overbevist om at han ligner HM Hoeningwald fra Tegnedreng Records til forveksling, bortset fra at han er klædt i et ulasteligt business-blåt jakkesæt, er glatbarberet og med håret i perfekt coiffure. Jeg ryster sammenligningen af mig – jeg må se syner efter at have begravet mig så dybt i min efterforskning.
“Vi har ikke kunnet undgå at bemærke, at du i længere tid har gravet rundt i nogle sager, der faktisk slet ikke vedkommer dig,” siger han gemytligt. “Vi har overvejet diverse juridiske værktøjer til at opmuntre dig til at finde noget andet at bruge din tid på, men er i sidste ende kommet frem til at det er bedst at lægge sandheden frem på bordet, før nogle mystiske teorier begynder at spredes offentligt.”
Direktøren fortæller mig at det er dette Månegal Media, der står bag Tegnedreng Records. Projektet blev udviklet og gennemført på vegne af musikindustrien, som et forsøg på at konstruere et græsrodsfænomen, der ville virke som et var genuin undergrund. Planen var, at Tegnedreng Records skulle gå viralt og få et kæmpehit “ud af det blå”, og at de skulle definere en ny stil i dansk hip-hop – og samtidig være under den etablerede industris totale kontrol. Hvis det blev en succes, var der snak om at eksportere formatet til USA og Kina.
Desværre bed det sig aldrig helt fast, og vandt ikke et publikum af en meningsfuld størrelse. De manipulerede endda DRs “Karrierekanonen” til at få et nummer taget med, men det kom ikke ret langt. Hele projektet blev derfor lukket ned igen, før det blev alt for dyrt i drift. “Set i bakspejlet, skulle det nok have været bedre gennemtænkt og planlagt. Projekt-manageren var ikke helt agil nok, og visse eksterne konsulenter havde ikke de lovede kvalifikationer. Dem arbejder vi ikke længere sammen med,” forsikrer han mig. “Med bedre målretning, tror jeg faktisk godt, det kunne være lykkedes. Der var et par okay sange iblandt. Det var bare et spørgsmål om ramme ungdommen, der hvor de er mest sårbare, og der var vi bare ikke skarpe nok.”
På den ene side kommer alt dette som et chok for mig, og på den anden giver det perfekt mening. Tegnedreng Records lugtede altid lidt af nogen, der prøvede for hårdt. Men hvem er disse “Månegal Media” så, siden de har så meget magt, men jeg aldrig har hørt om dem før?
Det er et medieselskab, forklarer Direktøren, der helst holder en lav profil om sig selv, men specialiserer sig i at designe kulturelle fænomener og lave retningsbestemt påvirkning af den danske medievirkelighed. Deres tidligere projekter inkluderer Kidd, Odense Assholes, Nikoline, Kristian von Hornsleth, og mange flere. De stod også bag brandingen af partiet Alternativet, da det launchede, og har været konsulenter for alle, der har haft gennemslagskraft i de danske medier i de seneste mange år.
“Hvad med… Rasmus?” spørger jeg prøvende.
Direktøren tøver. “Klump?”
“Paludan.”
Her er det som om stemningen bliver lidt mere trykket. Han benægter at have haft noget at gøre med YouTube-stjernen og Stram Kurs-lederen, men får samtidig bemærket at ikke alle deres projekter falder lige heldigt ud. Jeg er i sidste ende ikke overbevist om hvorvidt den højreekstremistiske figur blev skabt af Månegal Media.
Direktøren ønsker mig held og lykke med min artikel, og jeg fornemmer at min audiens er ovre. Før jeg går derfra, indvilger han i at fortælle mig hvad den næste store satsning fra Månegal Media er, mod at jeg holder det off the record. Jeg så deres sikkerhedsfolk, da jeg ankom, og blikket i deres øjne. Jeg tør ikke afsløre noget her. Men vid blot at det er stort, og kommer til at ryste det danske kulturliv i sin grundvold.
26. marts
Jeg er i gang med at skrive min artikel om Tegnedreng Records, og jeg prøver at samle alle trådene. Det er ikke let. Da jeg forlod Månegal Medias kontorbygning og blev kørt hjem, følte jeg en omsvøbende følelse af afklaring og forståelse. Hele sagen med denne mystiske rap-gruppe, der levede så stærkt og døde så ung, gav pludselig mening. Jeg kom hjem, kyssede min kæreste, og følte mig hel igen.
Men i takt med at jeg begyndte at nedfælde fortællingen om min rejse frem til sandheden, begyndte spørgsmålene igen at pible frem. Der opstod revner og sprækker i forklaringen.
Hvis det hele var produceret af den professionelle musikindustri, hvorfor var kvaliteten af musikken og rappen så svingende og usammenhængende? Og hvis det hele skulle forestille at være en ægte gruppe fra Hobro, hvorfor lavede de så så meget af det på den gamle biblioteksskole, og hvorfor gav de rapperne forskeres navne? Der er også noget unaturligt og krampagtigt over gruppens brug af sociale medier, som om det hele var styret af én person, der ikke var vant til at bruge disse medier. Hvis industrien stod bag, hvorfor så ikke kaste et hold af drevne SoMe-guruer efter skidtet?
Men der er også nogle gange i Tegnedreng Records sange, billeder og videoer, at det hele føles så naturligt og oprigtigt – som om det bare er nogle gutter, der har det sjovt med at lege rappere. Som om de bare hygger sig i deres fritid. Hvis det var professionelle skuespillere, skulle man ikke tro, at dét ville ske.
Det er derfor svært for mig helt at tro på Direktørens forklaring, og mine andre spor i efterforskningen hænger stadig ved. Jeg vil vælge at forkaste teorien om at det var et internationalt stykke disinformation. Men der er for meget over forbindelsen til universitetsmiljøet til at jeg helt kan ignorere det. Og det, som “L Jooken” sagde om at nogle af dem stadig holder fast og forsøger at lave en reunion, føltes ægte.
I sidste ende ved jeg ikke hvad jeg skal tro. Jeg tænker tilbage til det, min kæreste sagde til mig, da jeg startede hele efterforskningen: “Mon ikke det bare var en flok gutter, der hang ud, havde det sjovt, og lavede noget middelmådig musik, og så bare stoppede igen?”
Mens jeg sidder her og famler efter en konklusion, virker denne som den bedste. Som den simpleste forklaring så ofte er. Jeg vælger at anse Tegnedreng Records for et sjovt stykke tidsfordriv for en flok unge mennesker, der nok hver især er et helt andet sted i deres liv her fem år senere. Men vi har stadig musikken – de “lækre beats og smadrede rim”, som de selv et sted beskriver det.
Før jeg indsender min artikel og vender tilbage til min tjans med at skrive om klassisk musik, fyrer jeg en sidste gang op for sangen “Adelgade Klassisk” for med manér at tage min afsked med Tegnedreng Records.