“Pandemi” rimer på “Ukraine-krig”

Årest gave til revy- og protestsangskrivere

Del denne artikel:

Bjerringbro-revyen har grund til at smile i år. Foto: Monrad Elias Crachen
Bjerringbro-revyen har grund til at smile i år. Foto: Monrad Elias Crachen

Det er hårdt at skrive sange til revyer og protester. Man skal finde på noget kløgtigt og vittigt at sige om tidens store begivenheder – og så skal man endda også have det hele til at rime. Det er slet ikke så let.

Men det skal gøres. Hvert år skal der produceres hundredevis af sange, der opsummerer det forgangne år, sætter en aktuel situation på spidsen, eller giver anledning til et halvt grin over en kendt persons gakkede gerninger.

Nogle år kan det stort set ikke lade sig gøre.

Enten er det for bøvlet at rime noget på det, som da de to tårne faldt, eller Donald Trump blev valgt som regionsrådsformand i USA.

Andre gange er emnet for politisk betændt, som ved MeToo, John Dillermand eller Paul McCartney’s død. I de år blev der stort set ikke præsteret en eneste sang.

Men i år har de hårdt prøvede sangskrivere scoret papegøjen.

Lige i halen på den store coronapandemi, kom der nemlig hvad? En krig. Og hvad rimer på krig? Pandemi!

Det er jo perfekt.

Derfor har flere tusinde sangskrivere meldt ud, at de agter at gøre brug af denne gyldne rimemulighed. De fleste pønser endda på at gøre det til det bærende rim i deres sangs omkvæd.

“Det er det bedste, der er sket, siden videnskaben kom frem med at hjerte rimer på smerte,” fortæller sangskriver, toastmaster og fritidskirurg Thobias Dragengeröflen. Han har selv konkrete planer om indtil videre fem sange og to slam-digte, der afhænger af rimet.

“Det er bare med at få malket muligheden, mens den er frisk,” uddyber han. “Når først alle de lamme og uoriginale sangsnedkere begynder at bruge rimet, så er det ovre. Men de næste tre til otte måneder er det gyldent som en bitcoin, my dude. Det skal bare tærskes i grunden, mens der er monetos at hente hjem til lillefar.”

Eksperter debaterer stadig hvilke rimepotentialer, 2023 vil bringe med sig. Mange håber på en anledning til at rime Uganda og Panda, eller Brintbombe med Interessant rumpe. Det er dog først på samme tid til næste år, vi med sikkerhed ved hvilke rim, der både er relevante for året og umanerligt morsomme og tankevækkende som nøgleord i årets revysange.

I mellemtiden kan vi glæde os til at høre Krig rimet på Pandemi til hudløshed ved den kommende tids julefrokoster, lokalrevyer, open-mic-aftener, poetry slams og ph.d.-forsvar.


Datasamtykke

Vi ønsker dit samtykke til at indsamle persondata om IP-adresse, ID og din browser til statistik og marketingformål.

Disse oplysninger videregives ikke til tredjeparter, og du kan altid trække dit samtykke tilbage ved hjælp af linket Administrér samtykke i sidefoden. Dine valg anvendes på hele websitet.

Afvis
Accepter