Finans-country for fuld udblæsning – og udbetaling

Johnny Money gav den fuld skrue med sin kapitalistiske country-klang i Mellem Vega sidste lørdag. Det var den rene guldregn af hits, og stemningen hele aftenen var ligesom kursen på mine aktier – den gik bare i vejret, indtil den lige pludselig crashede hårdt.

Med sig som altid havde han sit trofaste band, The Misappropriation of Funds, der både leverede et bundsolidt musikalsk fundament for maestroens fabulerende tekster om det finanspolitiske råderum, og samtidig stod for salg af merchandise, direkte fra scenen.

Gruppen, der kommer fra dybt i de amerikanske sydstater, består som altid af Johnny selv, der synger og spiller ukulele. Dertil kommer trommeslageren Hank Rearden, bassisten Francisco d’Anconia, guitaristen Wesley Mouch og altmuligspilleren Vivek Ganapathy Ramaswamy. Efter nogle år med udskiftninger i besætningen, er de oprindelige money boys samlet igen, og det er fortræffeligt.

Alle de store sange kom, og de gode gamle tegnedrenge leverede dem knivskarpt.

Selvfølgelig ventede hele salen på hittet over dem alle, “Sign of the Dollar”. Da den endelig kom som et ekstranummer, som vi selvfølgelig måtte betale ekstra for, så lød den præcis som i vores ungdom, da vi dansede dollar-dansen hele natten lang med de lækre fyre på kødbyens diskodaskoer.

Jeg har altid selv været vild med deres tidlige undergrundshit, “Laundry Time”, hvor de gennemgår syv skudsikre måder at hvidvaske penge på. Og den kom selvfølgelig også. Og lige i halen på den, kom den svulmende ballade “For a few dollars more”, om Johnnys tid som cowboy.

“Raise the debt ceiling,” råbte han fra scenen, og det gjorde hele publikum. Vi var ellevilde i varmen, og kastede frejdigt tyvere op på scenen. Dollarsedler fløj gennem luften. Det var smukt.

Johnny og drengene beviste endnu engang at de er deres (ganske betragtelige) vægt værd i guld.

Johnny og drengene er uomtvisteligt store kanoner nu. Men i deres lange karriere, der strækker sig helt tilbage til 2007, i de glade dage op til finanskrisen, har de været langt omkring.

De startede meget optimistisk med debutalbummet “Wall Street Forever”, hvor de med dansevenlige country-rytmer efterspurgte skattelettelser for de rige og mindre tilsyn med den finansielle sektor i USA. Singlen “Eat The Poor” var lige en tur oppe at skrabe på hitlisterne.

Men så ramte finanskrakket som bekendt, og så var drengene nødt til at justere deres sound. Nu blev musikken vredere og hårdere, og teksterne blev om noget endnu mere politiske. Sange som “Occupy My Wallet”, “Dollars For Rubles” og “Safe Cracker” vandt genklang i den hårdt ramte befolkning, og det var her, bandet gik fra en sidebemærkning til et musikalsk powerhouse. De var nu allemandseje (hvilket ikke var billigt).

I 2021 gik de all-in på den digitale transformation, da de kastede sig over genren Fintech. På deres album “Dance Like A Dollar Dame” fik en ny elektroniseret lyd, med svingomvenlige rytmer, der kunne få selv den tungeste numse til at vrikke. Samtidig begyndte deres sangtekster at handle næsten udelukkende om Bitcoin, Dogecoin og andre kryptovalutaer. I årets løb forsøgte de også at sælge alt som NFT’er – inklusiv deres gamle sange, deres instrumenter, deres mødre og selve konceptet “musik”.

Det lykkedes efter sigende kun at sælge én enkelt mor, hvorefter bandet brød ud i interne konflikter, og splittede op.

I starten af 2023 annoncerede de dog at de refusionerede deres individuelle karrierer og startede bandet op på ny. Det forlyder at Johnny Money’s soloprojekt om at flippe huse i Florida ikke gav det ønskede afkast, og efter han selv blev antivaxxer, var der ikke længere nogle ideologiske konflikter med de øvrige bandmedlemmer.

Og nu turnerer de så verden rundt og spiller for fulde huse i alle de store byers finansielle distrikter. Turneen er blevet beskrevet som en markedsundersøgelse, der skal afdække om der er stor nok global efterspørgsel efter et nyt studiealbum. Hvis efterspørgslen i øjeblikket er for lav, agter de at indspille op til femten albums, og lade være med at udgive et eneste, for dermed kunstigt at skabe en lakune i markedsudbuddet og drive priserne i vejret.

“It’s all about the money, honey,” som Johnny altid siger.

Og det var det også i lørdags.

Billetterne kostede 100.000 kroner, og fungerede samtidig som en investering i bassisten Francisco d’Anconias kobberminer i Mexico.

Og det var hver eneste krone værd.

For Johnny tjekkede min bagdel ud på vej ud af salen. Og det var intet mindre end priceless.