En død true crime-podcast-vært og et hæsblæsende krimiplot

Vores anmelder er begejstret for den seneste krimi om true crime-podcast-værten Kuana Sanddal, fra forfatter og true crime-podcast-vært Agnete Holst-Schindler

Del denne artikel:

KKKKK
Agnete Holst-Schindler
Det skete i Skagerrak
2022 · Forlaget Waterloo
True Crime
Det skete i Skagerrak

En true crime-podcast-vært skyller i land ved Jyllands vestkyst. Hun er død og nøgen, med et mikrofonkabel viklet om halsen.

Sådan starter Agnete Holst-Schindlers forrygende krimi Det skete i Skagerrak.

Alle tror, der er tale om selvmord, alle andre end vores heltinde, true crime-podcast-værten Kuana Sanddal, der beslutter sig for at efterforske sagen på egen hånd. Sammen med sin platoniske bedste ven (og lejlighedsvise fuck buddy) Aslan Martens, som også er medvært på hendes true crime-podcast, tager de på en lang og strabadserende rejse til det Mørke Jylland for at komme til bunds i sagen om den døde true crime-podcast-vært.

De har dog ikke snuset rundt længe, før kriminalassistent og true crime-podcast-vært Brian Krimos dukker op og forsøger at stoppe dem.

Det er her, Det skete i Skagerrak for alvor bliver spændende. Kriminalassistent Krimos skal vise sig at være Sanddal og Martens nemesis gennem det forviklede, hæsblæsende, drabeligt originale og pokkers saftige plot, hvor de to ustoppelige amatørdetektiver og true crime-podcast-værter bliver viklet ind i lokale intriger, konspirationer og utallige true crime-podcasts. Undervejs møder de landsbyens borgmester og bordelmutter, Margrethe Andersen, der også er true crime-podcast-vært, og fiskernes Godfather, Rasmus Løkke Larsen, der i et helt sindssygt twist også er true crime-podcast.

Jeg er ikke helt klar til at udnævne Agnete Holst-Schindlers roman til Årets Bedste Bog. 2022 er endnu et ungt og spændstigt år. Men fandme om ikke det er et godt bud.

Prosaen er ubehjælpsom, stavefejlene er utallige, men bogen formår at italesætte nogle af vor tids mest essentielle og vidtrækkende emner, navnlig true crime-podcasts. Og det, som man virkelig sukker efter, når man har slugt alle bogens 841 sider, er mere indhold om podcasts, sande forbrydelser og true crime-podcasts.

Forfatteren har selv en baggrund indenfor mediet, idet hun har lyttet til samtlige true crime-podcasts, og gennem to år og 700 afsnit har været vært på sin egen true crime-podcast om sande forbrydelser begået i forbindelse med diverse true crime-podcasts. Hun er dermed den helt rette til at tackle emnet i romanform.

Agnete Holst-Schindler fastholder at Det skete i Skagerrak er baseret på virkelige hændelser, men det ville næsten være for godt til at være sandt. Hvis det er tilfældet, overvejer jeg dog at tage sagen op i næste sæson af min egen true crime-podcast, Reelle kontralegale begivenheder.

Jeg kunne ikke anbefale bogen højere. Læs den snarest!

Det skete i Skagerrak er udgivet på Forlaget Waterloo, og kan fås i samtlige boghandler, supermarkeder og true-crime-messer, og de danske folkebiblioteker har desuden indkøbt rekordmange eksemplarer.


Datasamtykke

Vi ønsker dit samtykke til at indsamle persondata om IP-adresse, ID og din browser til statistik og marketingformål.

Disse oplysninger videregives ikke til tredjeparter, og du kan altid trække dit samtykke tilbage ved hjælp af linket Administrér samtykke i sidefoden. Dine valg anvendes på hele websitet.

Afvis
Accepter