Ny fantasy-roman forestiller sig et Danmark hvor der findes racisme
I Finn Ågerhøj Hansens nye bog findes der alfer, drager og systemiske fordomme om ikke-hvide danskere
Vi ved alle at i Danmark findes der ikke racisme. På samme måde som der ikke findes korruption eller forurenet grundvand, så er der bare ikke fordomme overfor andre etniciteter end Gammel Dansk at finde i kongeriget. Jovist, der er Fru Merete Gottlieb i Fjerritslev, og en håndfuld andre forstyrrede individer, men de er puttet på en liste hos det offentlige, så alt er godt dér – der er styr på dem. Overordnet set er alt fryd og gammen i Danmark. Den sidste homofob er også blevet henrettet, så nu er vi alle sammen dejligt åbenhjertede, accepterende og #Woke af hampen til.
Og det er netop dét, der gør den nye roman fra Finn Ågerhøj Hansen. I den episke fantasy-fortælling Der er et syndigt land, tegner han et malerisk og medrivende billede af et Danmark, der på mange måder minder om vores, men også er fundamentalt anderledes. I dette fiktive univers finder vi i det danske land fantastiske skabninger, der behander deres medmennesker forskelligt, alt efter deres huds farvetone, hvor deres familie stammer fra, eller hvilken kulturel baggrund, de har.
Det er ganske fascinerende altsammen. Men også lidt svært at købe.
Jeg ved godt det er fantasy. Jeg forstår godt præmissen. Og jeg kan sagtens være med på at der flyver drager rundt i de danske storbyer, og at Dronning Margrethe bruger sit magiske spejl til at nedkaste en forbandelse over Bornholm halvvejs inde i bogen. Så langt er jeg med. Men det er bare for langt fra virkeligheden, da Hussein, en af vores hovedpersoner, ikke får sit drømmejob, fordi ansætteren bare lidt bedre kan relatere til den hvide kandidat. Der er også flere gange i bogen, hvor han uprovokeret bliver bedt om at vise ID, eller bliver mistænkt for at være medlem af en bande. Og det er bare så totalt urealistisk, at jeg bare falder fra.
Til gengæld skildrer Finn Ågerhøj Hansen på mesterlig vis hvordan Danmark er totalt blottet for sexisme og kønsdiskrimination. Dér har han fanget landets kultur og folkestemning spot-on.
Men hans forsøg på at skitsere et “Danmark + Racisme” ender med at blive kejtet, karikeret og totalt urealistisk. Fordi det er så langt fra virkeligheden. Men alt det med dragerne og de magiske juveler fungerer fremragende.