Erik har bortauktioneret sit lem

For 9,8 millioner dikterer en saudiarabisk prins nu fynboens kønslige gøren og laden

Del denne artikel:

Denne mand har intet ejerskab over sine ædlere dele. Foto: Jørgen Ramsløg
Denne mand har intet ejerskab over sine ædlere dele. Foto: Jørgen Ramsløg

“Der var en omstillingsperiode, det er helt sikkert. Der var noget at vænne sig til.”

Erik Muhl Laursen fra Tommerup Stationsby skabte overskrifter i december, da han kunne melde ud til en forundret offentlighed at han som den første succesfuldt havde bortauktioneret sine kønsorganer. Hvem den heldige køber var, forblev til at starte med en hemmelighed, af hensyn til de berørte.

Men nu har den nye ejer – ligesom Erik Muhl Laursens dillermand – set dagens lys.

Det er nemlig ingen ringere end Muqrin bin Abdulaziz, den saudiarabiske prins og forretningsmand, der herhjemme bedst er kendt for sin tids som drag queen i Københavns kødby i 80’erne.

Og nu er Muqrin så den heldige indehaver af ét styks kødpølse fra fyn.

Prins Muqrin bin Abdulaziz, indehaver af to penisser. Foto: AP
Prins Muqrin bin Abdulaziz, indehaver af to penisser. Foto: AP

Vi har været heldige at få fynlingen i røret til en snak om hvad han nu må og ikke må uden et nik fra prinsen.

“Det er ikke meget, det kan jeg ligeså godt sige lige ud af posen,” røber han. “Jeg må tisse op til to gange om dagen uden forhåndsgodkendelse. Og så må jeg vaske svinet om søndagen, så længe jeg ikke bruger sæbe. Jeg må godt bruge ketchup, men det synes jeg egentlig ikke hjælper så meget.”

Det har været meget oppe til debat i medierne, både de seriøse aviser som Ude & Hjemme og Stormfront, og sladdersprøjterne som Weekend-Avisen og Ingeniøren, om hvorvidt du har skullet lade dig omskære i forbindelse med ejerskiftet. Kan du fortælle noget om det?

“Det har heldigvis ikke været nødvendigt. Mest fordi jeg allerede var rimelig omskåret. Ikke af nogle religiøse grunde, eller noget af det halløjsa. Det var egentlig på grund af en ulykke med en blender på arbejdet, dengang jeg var syltemager hos Stryhns. Jeg kan ikke afvise at en stump kom med i det endelige produkt, men det er jo altsammen smag, ikke?”

Jamen, det var jo heldigt for dig, at du slipper for at finde køkkenkniven frem. Har Hans Højhed været forbi og inspicere godterne personligt endnu?

“Jah, en enkelt gang. Det var kun en meget kort visit, men han greb den rimelig hårdt, så den havde blå mærker i flere uger derefter. Men han virkede meget godt tilfreds. Og så længe han er glad, er jeg det også, hvis jeg skal være ærlig. Han bestemmer trods alt om min kone må være heldig til aften. Det er ikke altid, Tivoli må holde åben. Det afhænger lidt af om hans fodboldhold, Newcastle City, har gjort det godt den dag. Hvis de har scoret, giver han tit også mig lov, hvis jeg skal være lidt kæk.”

Ja, endelig! Vi har ikke så tit en mulighed for at dedikere en hel artikel til kønsdele her i magasinet, så enhver anledning til at gøre de kedelige spalter lidt mere saftige. Hvad sagde din kone egentlig til dit salg?

“Hun har det meget fint med det. Det var faktisk hendes idé. I 2011 udlejede hun sin ene balle til en lokal rigmand i tre måneder, og det finansierede vores store tur til Lanzarote, som du nok har læst om i Børsen. Og så tænkte hun, så må dingleværket da også kunne indbringe lidt. Og det viste sig jo så også at hun havde ret, som sædvanligt.”

Det er kendt viden efterhånden – men kan du lige gentage vores mindre kvikke læsere hvor meget, du tjente på handlen?

“Jamen, det kan jeg da godt. Det skal da ikke være dét, der skiller os ad. Jeg fik såmænd små 5,3 millioner saudiske riyal. Det svarer til omkring 9,8 millioner danske kroner. Og det er jydedollars det hele, så der er ikke noget med skattemor i det. Det er madrasfyld det hele.”

Sweet. Og hvad har du tænkt dig at bruge pengene på?

“Uh, jeg vil ikke røbe alt for meget endnu. Men det involverer en jetski, tre truede dyrearter, FNs generalsekretær og urimelige mængder af sylte.”

Mange tak for din tid. Og god vind fremad! Jeg håber dine planer lykkes, tror jeg, og at den gode prins vil lade dig hygge dig lidt en gang i mellem.

“Hvad fremtiden bringer ved kun Muqrin. Men jeg kan godt love at jeg kommer til at heppe ved Premier League-kampen i aften.”

Lad os alle heppe lidt, på Erik Muhl Laursens vegne. Han har i sandhed vist os en vision for hvad fremtiden kan indebære, for os alle.


Datasamtykke

Vi ønsker dit samtykke til at indsamle persondata om IP-adresse, ID og din browser til statistik og marketingformål.

Disse oplysninger videregives ikke til tredjeparter, og du kan altid trække dit samtykke tilbage ved hjælp af linket Administrér samtykke i sidefoden. Dine valg anvendes på hele websitet.

Afvis
Accepter