Betal for Vejret+ og få en vejrudsigt, der rent faktisk passer

DMI begynder at tilbyde betalende abonnenter vejrudsigter, der ikke er fri fantasi

Del denne artikel:

Kan du håndtere sandheden?
Kan du håndtere sandheden?

Vejrudsigten passer ikke, og det er helt med vilje. Du troede, det skulle være tørvejr, og det øser ned. Det skulle sne, men så skinner solen. Det skulle være vindstille dag i haven, og så kommer der jordskælv.

Og det er din fejl.

For du troede at meterologerne bare ville give dig en vejrudsigt. Bare forære dig den dyrebare viden, det kræver at kunne vurdere om du skal tage regnbukser på.

Den slags viden er penge, og det ved DMI. De ved også hvordan vejret vil blive. Men de har ikke tænkt sig at fortælle dig det. Ikke med mindre du betaler ved kasse 1.

Der er en gratis vejrudsigt, det er klart. Dramaserien TV Avisen har en hel sektion i hver episode dedikeret til vejret, og en widget på din telefon viser et ikon af en sol eller en sky. Men det er fiktion alt sammen. Det har ikke noget med det vejr, der faktisk vil komme at gøre.

Nogle folk stoler på deres vejr-app. Nogle folk tror at Harry Potter er en dokumentar. Nogle folk er virkelig dumme.

Heldigvis kan man nu rent faktisk få en prognose for hvordan vejret bliver de kommende dage. Du skal bare betale top dollar præmium pris for det.

Velkommen til Vejret+ fra DMI, en hypereksklusiv informationstjeneste, som du kan abonnere på for kun 799 kroner om ugen.

Abonnenter vil hver dag modtage et krypteret link, som de kan tilgå for at få oplyst dagens telefonnummer. Det skal de ringe til, og der vil den forhenværende Frøkken Klokken (der har været en tur i genuddannelseslejr) læse et andet krypteret link op. Dét kan du åbne på din Mac (PC ikke understøttet), og dér finder du den hellige gral:

En præcis, pålidelig og objektiv forudsigelse af vejret de næste fem dage.

Solskin, blæst, nedbør, luftfugtighed, pollen. Alle de fede features, som pøbelen tror at de kan nasse sig til, men som du og jeg ved er premium shit. Der er en endda månefase inkluderet som en bonus.

Men hvordan bliver den almindelige vejrudsigt, som jeg, min nabo og popsangeren Medina dagligt går og følger med i så til? – spørger du bøvsende, gylpende og savlende.

Og det er der et ganske fornuftigt svar på.

Det frie marked. Kapitalismens usynlige hånd leverer din gratis vejrudsigt.

Når vejret ikke bliver, som du kan læse på DMIs hjemmeside, er det fuldt ud med vilje. Det er meningen at TV2 Nyhederne siger at solen vil skinne, når de godt ved at det har tænkt sig at regne. Det er absolut ikke tilfældigt at de altid tager helt eller delvist fejl.

Hvorfor skulle folk ellers abonnere på det betalte produkt?

Det gratis produkt er naturligvis – ligesom alle andre gratis ting – finansieret af reklamer. En vis del af alle forudsigelser om de kommende dages vejr er sponsoreret af virksomheder, der har en interesse i at påvirke din adfærd.

Når Netflix har en stor præmiere, bestiller de regn i vejrudsigten, så de er sikre på at du bliver hjemme og er klar til at se den nye sæson af Too Hot To Handle eller Real Rob.

Modsat, så kan cafeer, festivaller og andre udendørsarrangementer betale for at det ligner at det bliver godt vejr, så folk vil tage afsted. At det så i virkeligheden bliver øsregn? Det kan de da give en flyvende Fogh for, når først du har købt billetten!

Ismejerier afhænger af at du tror, det vil blive hedebølge, og varulveindustrien lever fedt på at du ikke ved at det er fuldmåne i nat.

Og sådan bliver din vejrudsigt til.

Men nu kan du slippe for al manipulationen, blot ved at tegne et abonnement på Vejret+.

Og så kan du stikke Voldborg og Michael Jarnvig en stor fed fiskefinger. For du kender sandheden, og du vil ikke længere lytte til deres forføriske løgne om at det bliver godt vejr i morgen.

Det er sommer i Danmark.

Selvfølgelig bliver det ikke godt vejr i morgen.


(Sponsoreret af DMI)


Datasamtykke

Vi ønsker dit samtykke til at indsamle persondata om IP-adresse, ID og din browser til statistik og marketingformål.

Disse oplysninger videregives ikke til tredjeparter, og du kan altid trække dit samtykke tilbage ved hjælp af linket Administrér samtykke i sidefoden. Dine valg anvendes på hele websitet.

Afvis
Accepter