Disney vil gøre Danmark til et nyt Disneyland

Den amerikanske koncern har tilbudt at opkøbe hele den danske nation til formålet

Del denne artikel:

Et eksempel på hvordan København kan se ud om få år. Kilde: Disney Entertainment Parks
Et eksempel på hvordan København kan se ud om få år. Kilde: Disney Entertainment Parks

Så kom der endelig en god mulighed for statsmedister Mette W. Frederiksen til at vise at hun har nosserne til at gøre en forskel for Danmark, og vinde sig en plads i det, der svarer til historiebøgerne i dag (Wikipedia-siden om Danmark).

Der er nemlig nogen, der har fået øje på det eventyrlige lille kongerige, vi er.

Disney-koncernen har bygget en stor del af sin identitet op om prinsesser i nordeuropæisk inspirerede riger, og de har baseret nogle af deres største tegnefilm på fortællinger fra vores nationale eventyrsdigter, H.C. Ørsted.

Og en af deres største forretninger er deres verdensomspændende kæde af forlystelsparker – Disneyland, Disney World, Disney Nation, DisTopia, samt Euro Disney i Frankrig. Der er dog ikke en i det nordlige Europa.

Men det vil de gerne lave om på. Og hvor bedre at gøre det, end det eventyrlandet Danmark?

Der er dog ét problem: Danmark er et lille land. Og Disney har store ambitioner.

Alle problemer har dog som bekendt en løsning, og i dette tilfælde er det at virksomheden laver hele Danmark om til én stor forlystelsespark.

Lad os være ærlige – vi er alligevel ikke langt derfra den dag i dag. Og med den tilstand, vi har ladet nationen forfalde til, burde det ikke være den store omkostning bare at købe os.

Selvom der ikke er blevet noget endeligt meldt ud endnu, idet hverken Mette eller Mickey Mouse har underskrevet kontrakten, har vi dog opsnappet visse oplysninger om planerne for det kommende DisneyMark.

De fleste af attraktionerne vil ligge i omegnen af det forhenværende København og Fyn, eventyrdigterens fødeby. Her vil være alskens forlystelser, rutsjebaner, karruseller, restauranter, butikker med dyrt skrammel, og meget mere.

Jylland vil primært blive brugt til parkering og opmagasinering. “Det burde med andre ord ikke medføre nogle større forandringer for den indfødte lokalbefolkning,” har underholdningsminister Jacob Engel-Schmidt meldt ud på det sociale medie !!! (tidligere X, og før det Twitter).

Der vil desuden ligge et gigantisk luksushotel nær Lillebælt, hvor den internationale pøbel kan æde, sove og være intime, mens de besøger DisneyMark.

Disney har luftet muligheden for at vi kan beholde Falster som et slags reservat for den oprindelige befolkning, idet de alligevel ikke kan finde på noget at bruge så gudsforladt et område til. Vi er blevet bedt om at bruge ordet “reservat”, og under ingen omstændigheder ordene “ghetto” eller “koncentrationslejr”.

De har desuden planer om at videreføre Den Gamle By i det, der indtil videre er Aarhus, som en slags udstilling af hvordan Danmark så ud, indtil vi blev reddet af Mickey Mouse.

Vi kan med andre ord alle ånde lettet op – den danske kultur vil ikke blive udslettet af amerikanske interesser. Alt skal nok ende godt.

Det er uvist om vi stadig kan være medlem af EU, efter vi omlægges til et Disneyland. Det vil i så fald betyde at vi kan slippe for en masse trælse regler, forbud mod giftige stoffer og nedern beskyttelse af personfølsomme oplysninger.

Der har tidligere været snak om at udvide Legoland i Billund til at omfatte hele den danske nation, men planerne blev skrinlagt efter heftig debat om hvorvidt det nu også var bæredygtigt at dyppe hele den danske befolkning i plastik. Forhandlingerne brød sammen efter en større shitstorm, som den kinesiske ambassadør sparkede i gang. Der var mange, der mente at det ville være problematisk og politisk ukorrekt, hvis hele den danske befolkning blev iklædt permanent “yellowface”, for at bedre at ligne Lego-minifigurer.

Og det er nok også for det bedste. For selvom vi er stolte over vores lokale megavirksomhed Lego, ville de ikke have kunnet give os samme salgspris som Disney kan.

Der vil heller ikke være protester fra asiatiske lande, hvis den danske befolkning bliver klædt ud som Disney-figurer, og ikke gule Lego-mænd. Der er trods alt intet krænkende at finde i Disney’s bagkatalog. Intet. De er pletfri og 100p woke og based. No doubt. Gense ikke Peter Pan. Disney er woke.

Ledende politiske figurer er allerede ved at undersøge hvilken rolle, de kan få i DisneyMark. Det er oplagt for Mette at få jobbet som Daily Operations Manager, og Pelle Dragsted vil nok komme til at sidde i billetsalget (som det økonomiske menneske, han er). Og Lars Løkke vil selvfølgelig være parkens Fedtmule.

Det forlyder at Disney ikke har nogen interesse i at beholde rigfællesskabet, og Grønland kan derfor med fordel endelig blive en amerikansk eller kinesisk koloni, som de så længe har drømt om.

Det er kun socialister og nationalfanatiske Matador-fans, der indtil videre har ytret sig negativt om det kommende salg af Danmark til den amerikanske underholdningsgigant. Langt de fleste kan godt se alt det gode, det vil gøre for beskæftigelsen, betalingsbalancen, retssikkerheden og landets internationale renommé. Og det vil være en lettelse at slippe for Folketingets evindelige ævlen og kævlen.

Dronning Mai-Grethe forventes at fortsætte som officielt statsoverhoved, da hun allerede lever en Disney-agtig tilværelse. Og derudover vil dansk politik fremover blive dikteret af Disneys bestyrelse, samt vor kære ejer, Bob Iger.

Magasinet Kunstnerisk velkommer det kommende salg, og glæder os til (officielt) at blive indlemmet i Disney-koncernens propagandeapparat.

Længe leve Walt!


Datasamtykke

Vi ønsker dit samtykke til at indsamle persondata om IP-adresse, ID og din browser til statistik og marketingformål.

Disse oplysninger videregives ikke til tredjeparter, og du kan altid trække dit samtykke tilbage ved hjælp af linket Administrér samtykke i sidefoden. Dine valg anvendes på hele websitet.

Afvis
Accepter